Krimi3 timer siden (opd. 3 timer siden)

Landsretten stadfæster: Han slog Deniz ihjel

Fredag formiddag afsagde Østre Landsret dom i sagen mod en 31-årig mand, som er kendt skyldig i at have slået en anden mand ihjel på Lolland i 2022
Drabet på den 32-årige mand skete på det landskendte Døllefjelde-Musse marked på Lolland. Nu er drabsmanden blevet dømt ved Landsretten.
Drabet på den 32-årige mand skete på det landskendte Døllefjelde-Musse marked på Lolland. Nu er drabsmanden blevet dømt ved Landsretten.
 Foto: Presse-fotos

LÆS OGSÅ: Robert Hansen forbliver en fri mand: Nu er det afgjort

Østre Landsret i Nykøbing har fredag formiddag sat det endelige punktum i en drabssag fra Dølle-markedet på Lolland i 2022.

Udfaldet blev en stadfæstelse af byrettens dom på 13 års ubetinget fængsel til den dømte 31-årige, Niklas Kim Petersen, skriver Folketidende.dk. Dommen er en stadfæstelse af byrettens dom fra 2023.

Men det var tæt på, at dommen var blevet skærpet. Retsformanden forklarede efter domsafsigelsen, at nævningetinget ikke havde fundet nogen formildende omstændigheder ved sagen, og at man havde stemt om, hvorvidt dommen skulle være 13 eller 14 år. Det endte med ni stemmer for hver, og dermed blev dommen på 13 år, da det i tilfælde at stemmelighed er det gunstigste udfald for den dømte, som er afgørende.

Anklager Kristoffer Hansen havde procederet for 14 års fængsel, mens forsvareren havde procederet for frifindelse eller alternativt en dom for vold med døden til følge i stedet for manddrab.

Drabet skete i forbindelse med Dølle-markedet i 2022. Her blev en 32-årig mand stukket med en kniv i brystet af en nu 31-årig mand, efter at de to var kommet op at toppes på markedets parkeringsplads. Den 32-årige døde senere af sine kvæstelser.

Den 31-årige erkendte i byretten, at det var ham, der stak den 32-årige, men han hævdede, at han handlede i nødværge, da han stak manden med en foldekniv, som han havde købt på markedet. Det mente byretten ikke og idømte ham i 2023 en dom på 13 års fængsel.

Dommen blev sidenhen anket til landsretten, og i går, torsdag, afsagde retten skyldkendelse i sagen, og her blev den 31-årige endnu engang kendt skyldig i manddrab.

Sponsoreret indhold