Landsretten stadfæster: Tobias Friberg idømt tre måneders fængsel
Realitydeltager Tobias Friberg er fredag blevet idømt tre måneders fængsel i Østre Landsret for vold mod sin ekskæreste.
Det skriver Ritzau.
Den 28-årige mand fik i februar sidste år sin tredje voldsdom ved Retten i Glostrup. Han ankede dommen, og det er netop den, som Østre Landsret fredag har stadfæstet.
"Byrettens dom i sagen mod Tobias Brandt Friberg stadfæstes. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten", lød det i domsafsigelsen.
Dermed skal Friberg, der tidligere har begået sig i pornoens verden, tre måneder bag tremmer.
Sagen udspringer af, hvad der skete 20. oktober 2022 i realitydeltagerens daværende kærestes lejlighed i Glostrup.
Retten har fundet det bevist, at han overfaldt hende ved at tage halsgreb på hende, rive hende i håret og tildele hende spark på benene og slag i hovedet.
Desuden holdt han en kniv op mod ekskærestens hals.
Sidste år i byretten sagde begge parter, at deres parforhold var præget af jalousi.
Den 28-årige mand har nægtet sig skyldig og forsøgte altså at blive frifundet i landsretten.
Tobias Friberg, der er kendt for "Paradise Hotel" og "Robinson Ekspeditionen "fik sin første voldsdom tilbage i november 2018.
Her blev han idømt 20 dages betinget fængsel for simpel vold - da dommen var betinget, slap han ved den lejlighed for at ruske tremmer.
Og i april 2021 blev han idømt 40 dages ubetinget fængsel for vold mod en anden ekskæreste.