Vestmotorvejen i retning mod Fyn blev onsdag morgen spærret på grund af brand i en lastbil.
I flere timer var der spærret, mens oprydningsarbejdet stod på. Men kort efter klokken 13 er vejen genåbnet, oplyser Vejdirektoratet. Højre spor er dog fortsat spærret, fremgår det af Vejdirektoratets hjemmeside.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyste tidligere onsdag, at bilister kunne finde en alternativ rute ved at køre af ved afkørsel 41.
- Der er spærret helt i vestgående retning. Bilister kan forlade motorvejen ved afkørsel 41 og finde alternativ rute til afkørsel 42, skrev politiet på det sociale medie X.
Chaufføren af lastbilen er ude af bilen, lød det videre.
Lastbilen brød i brand mellem afkørsel 41 Tjæreby, og afkørsel 42, Korsør. Og selv om der relativt hurtigt kom kontrol over branden, trak oprydningsarbejdet ud.
Det skyldtes, at dækkene på lastbilen var smeltet.