Krimi6. september 2022

Liget af Eliza Fletcher er fundet

En 38-årig mand har siden lørdag været i politiets varetægt
Eliza Fletcher og Cleotha Abston
34-årige Eliza Fletcher blev kidnappet fredag morgen. 38-årige Cleotha Abston er sigtet for mordet på hende.
 Foto: Memphis Police Department

Politiet i Memphis bekræfter tirsdag, at det lig, man fandt mandag, er den kidnappede skolelærer og milliardærarving Eliza Fletcher.

Det bekræfter CNN.

Liget blev fundet nær en forladt skole, efter politiet i flere dage har søgt efter skolelæreren med hunde og helikoptere.

En 38-årig mand er sigtet for mordet.

Tvunget ind i bil

Den 34-årige kvinde og mor til to forlod sit hjem tidligt fredag morgen amerikansk tid for at løbe en tur, men da hun aldrig vendte tilbage, meldte familien hende savnet.

Kort tid efter stod det klart for politiet, at Eliza sidst blev set omkring klokken 04.20, hvor hun blev spottet af et overvågningskamera.

Ifølge politiet kan det på videoovervågningen bagefter ses, hvordan en mørk GMC Terrain SUV kører forbi.

Kort tid efter ses en mand stige ud af bilen og "aggressivt tvinge" den 34-årige kvinde ind på passagersædet af bilen.

Politiet fandt efterfølgende Fletchers smadrede telefon og vandflaske i nærheden af stedet, mens de også lokaliserede et par Champion-sandaler.

En mand anholdt

Myndighederne kunne siden afsløre, at de fundne beviser gjorde det klart, at Fletcher “kom alvorligt til skade”, og at det voldsomme opgør efterlod en del blod ved stedet.

Lørdag kunne myndighederne desuden afsløre, at de fandt brugbart DNA på sandalerne, der siden ledte dem til anholdelsen af den 38-årige Cleotha Abston.

Han er ikke ukendt for politiet, da han tidligere har været involveret i en sag om kidnapning og røveri af en advokat. Det gav ham 20 år i fængsel. Han blev siden løsladt juli 2020 og er nu igen i politiets varetægt sigtet for mordet på Eliza Fletcher.

Sponsoreret indhold