Krimi12. august 2024

Love Island-deltageren Jamie Eschen idømt fængsel igen: Hun kunne ikke få luft

Den tidligere "Love Island"-deltager Jamie Eschen er igen rendt ind i problemer med sit temperament
Jamie Niclas Eschen, der igen er blevet idømt en fængselsstraf, har tidligere medvirket i programmerne Love Island og Ex on the Beach.
Jamie Niclas Eschen, der igen er blevet idømt en fængselsstraf, har tidligere medvirket i programmerne Love Island og Ex on the Beach.
 Foto: Dan Mariegaard

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk

LÆS OGSÅ: Jamie Eschen er blevet far

I begyndelsen af året fik "Love Island"-kendissen Jamie Niclas Eschen en straf på et år og tre måneder bag tremmer, efter han havde chikaneret og kidnappet sin ekskæreste.

Historien lader dog til at gentage sig for Jamie, der - inden hans kriminelle liv tog fart - medvirkede i datingprogrammerne Love Island og Ex on the Beach.

Han er nemlig blevet dømt for to voldelige overgreb mod sin nu ekskæreste. Det skete i en sag, som blev afgjort tidligere på sommeren.

I begge forhold var han tiltalt for vold, fordi Jamie havde skubbet, taget kvælertag og holdt offereret for næsen og munden i omkring et halvt minut.

Han nægter sig dog skyldig i alle forholdene, kan man læse i dommen. Ifølge Ekstra Bladet har han da også tænkt sig at anke sagen.

Hun løb efter hjælp

Under sagen kom det frem, at den første voldelige hændelse skete 14. marts sidste år, efter offeret skulle have fundet en brugt vatrondel på Jamies toilet.

En brugt vatrondel, der ikke stemte overens med hendes egen hudfarve.

Det fik hende til at konfrontere den 29-årige mand, som efterfølgende nægtede, at vatrondellen var blevet brugt af en anden end hende selv.

Herefter eskalerede situationen til vold i Jamies lejlighed. Midt i Jamies stue skulle han have taget kvælertag på kvinden, skubbet hende hårdt i gulvet ad to omgange og holdt hende for næsen og munden i 30 sekunder, så hun ikke kunne få vejret.

Selvom offeret for en stund slap ud af lejligheden for at søge hjælp hos naboerne, varede det dog ikke længe, før hun igen blev trukket tilbage i lejligheden af Jamie.

Her forsatte den voldelige handling ifølge kvindens forklaring i halvanden time.

Revet ud af bil

Det er dog ikke det eneste, som Jamie er dømt for denne gang.

For nogle dage senere stødte Jamie og kvinden ind i hinanden på Frederiksberg 22. marts 2023, efter hun var kommet tilbage fra en rejse til London.

Det skete, da Jamie kom kørende ved Pelargonievej på Frederiksberg, hvor han så offeret gående på vej til personalemøde.

Ifølge kvindens forklaring blev hun hevet ind i bilen, efter han flere gange havde råbt ud af vinduet, at hun skulle sætte sig ind.

Her skulle Jamie ifølge dommen have taget kvælertag på hende og skubbet hende ud af bilen, så hun faldt forover ned på asfalten og fik hudafskrabninger på både hænder og albuer.

Vidne: Hun blev hevet i håret

Og det var ikke meget hjælp, som kvinden fik, da situationen på Frederiksberg udviklede sig.

Sådan lyder det i hvert fald fra et kvindeligt vidne, der så hændelsen, mens hun stod ved Meny på Nordens Plads på Frederiksberg.

I retten forklarede vidnet, at hun ikke havde lagt mærke til, om bilen stoppede undervejs, men at hun fik øje på, at føreren af bilen hev offeret i håret, mens hun prøvede at slippe væk.

Ifølge vidnets forklaring endte det med, at kvinden sad på asfalten med sin taske, som Jamie skulle have kastet ud af bilen, efter hun faldt ud.

Og retten er altså ikke i tvivl om, at både vidnet og offeret taler sandt. Derfor er Jamie Niclas Eschen nu blevet idømt fire måneders fængsel for de to grove overfald.

Sponsoreret indhold