To mænd i 20'erne dræbt på under en uge efter knivstik: - Det er dybt bekymrende, siger Hummelgaard
TIP OS ANONYMT: Kender du mere til sagen? Skriv en fortrolig mail til journalisten på saad@sh.dk
LÆS OGSÅ: Borgere i chok efter drab på 29-årig i Fjerritslev: - Ingen har fortjent, hvad der er sket
På under én uge har to mænd i 20'erne mistet livet efter voldsomme og alvorlige knivoverfald.
Mandag 28. oktober blev en kun 23-årig mand dræbt ved Søndervangshallen i Birkerød, og politiet mener, at manden blev dræbt med knivstik i både bryst, mave og ryg.
Blot seks dage senere - altså søndag 3. november - mistede en 29-årig mand livet efter flere knivstik på Vestergade i Fjerritslev.
De alvorlige knivoverfald bekymrer justitsminister Peter Hummelgaard (S), som fortæller til SE og HØR, at regeringen er klar til at handle og skærpe straffene for alvorlig personfarlig kriminalitet.
- Vi har igen været vidne til meget alvorlige knivoverfald. Det er dybt bekymrende og kræver handling. Det må simpelthen aldrig blive hverdag at gå med kniv i Danmark, fortæller Peter Hummelgaard og fortsætter:
- Regeringen arbejder også på en straffereform, hvor vi kommer til at skærpe straffene for alvorlig, personfarlig kriminalitet. Men straf løser ikke problemet alene og derfor nedsætter vi en kriminalitetsforebyggelseskommission, som blandt andet skal se på, hvordan vi kan blive bedre til at forebygge knivoverfald og grov vold, inden den finder sted, lyder det afsluttende fra Hummelgaard.
Der har altså tale om to voldsomme knivoverfald med døden til følge, og borgere i Fjerritslev har tidligere fortalt til SE og HØR, hvordan situationen i byen er efter drabet på den 29-årige.
- Vi har alle fået et chok, og vi er dybt berørt af situationen. Ingen har fortjent, hvad der er sket på nogen som helst måde. Det er dybt tragisk, fortæller de.
I skrivende stund er tre personer sigtet i drabssagen fra Fjerritslev, og de er alle blevet varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.
Nordjyllands Politi oplyser til SE og HØR, at sagen umiddelbart ingen forbindelse har til den verserende bandekonflikt i Aalborg, men det er for tidligt for politikredsen at sætte ord på motivet til drabet.
- Efterforskningen kommer til at pågå et stykke tid endnu. Her skal hændelsesforløbet afklares og politiet kommer til at undersøge hvad der er gået forud, samt afdække de involverede parters interne relationer, lyder det fra efterforskningslederen, politikommissær Carsten Straszek.
Sagen fra Birkerød - hvor en 23-årig mand blev dræbt efter knivstik gymnastiksal - har også efterladt flere af byens borgere i chok.
To dage efter det voldsomme knivdrab blev der lagt blomster og lys ved et mindested for den 23-årige. Mindestedet var placeret ved Søndervangshallen, hvor den unge mand blev dræbt.
Her var flere borgere mødt op for at sørge og minde den unge mand.
To mænd på henholdsvis 19 og 21 år er sigtet for drabet, men de nægter sig skyldige.
Mændene er i forvejen kendt af politiet for at være en del af det kriminelle miljø i Birkerød.
Nordsjællands Politi har tidligere haft anholdt tre øvrige mænd. Disse er alle løsladt uden fremstilling, sigtelserne mod dem er opretholdt.