Mand anholdt i forbindelse med dobbeltdrab i Taastrup: Meldte sig selv
En mand er blevet anholdt i sagen om drabene på to unge i Taastrup mandag aften. Det bekræfter politiet.
Der er tale om en 17-årig dreng, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Manden, der meldte sig selv, fremstilles for en dommer onsdag i Retten i Glostrup. Her skal det afgøres, om der er grundlag for varetægtsfængsling.
Det var kort før klokken 23 mandag aften, at Københavns Vestegns Politi fik alarmen om det fatale knivstikkeri på Skebjerg Allé i Taastrup.
Tre personer blev ramt af knivstik. En dreng på 17 år og en mand på 18 blev dræbt. Den ene døde på stedet, mens den anden afgik ved døden på hospitalet. Det tredje offer overlever.
Forbrydelsen skete nær indkøbscenteret City2.
På trods af den 17-årige mand nu har meldt sig selv til politiet, fortsætter deres intense efterforskning.
- Selv om vi nu har anholdt en person i sagen, fortsætter efterforskningen, og vi vil i den forbindelse stadig bede om offentlighedens hjælp. Vi opfordrer således fortsat vidner, og andre der måtte have oplysninger, som eventuelt kan være relevante for sagen, til at henvende sig, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose.
I forbindelse med grundlovsforhøret vil anklagemyndigheden begære lukkede døre - Københavns Vestegns Politi har ikke yderligere kommentarer til sagen for nuværende.
Dobbelt knivdrab i Taastrup