Krimi4 timer siden (opd. 2 timer siden)

Mand har mistet livet i arbejdsulykke på Danish Crown

Sagen om en mand, der døde i en arbejdsulykke på et slagteri, er overgået til Arbejdstilsynet

En rengøringsassistent mistede tirsdag aften livet i en arbejdsulykke på Danish Crowns slagteri i Holsted.

Det skriver lokalmediet migogvejen.dk og JydskeVestkysten.

Manden er ifølge TV Syd 54 år gammel og fra Grindstedområdet.

Holsted ligger omkring 15 kilometer vest for Vejen.

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog klokken 20.12 en anmeldelse om en alvorlig ulykke.

Politiets vagtchef siger til migogvejen.dk, at manden kom i klemme, da han var ved at gøre rent.

Han blev erklæret død på stedet.

- Sagen er nu overgået til Arbejdstilsynet, og vi tager hånd om de nærmeste og pårørende, der er underrettet, siger politiets vagtchef til migogvejen.dk.

Danish Crown oplyser til TV Syd, at det endnu ikke står klart, hvordan ulykken er sket.

- Det er en frygtelig ulykke, der bare ikke må ske, siger Jens Hansen, der er pressechef hos Danish Crown til TV Syd.

Det var en anden rengøringsmedarbejder, der fandt den 54-årig mand klemt mellem to lifte og slog alarm.

Sponsoreret indhold