Maratonafhøring af berørt tv-kendis sluttede før tid: - Fis af med dig, din luder
LÆS OGSÅ: Tv-kendis kidnappet og mishandlet foran sin søn: - Du skal dø i nat
- Min læbe flækkede indvendigt. Jeg sad og græd og spurgte, om jeg ikke godt måtte gå på toilettet. Det måtte jeg ikke. Han sad bare og smilede og sagde, at jeg fortjente det.
Dagen igennem har de voldsomme fortællinger været mange, efter en dansk tv-kendis tirsdag formiddag tog plads i vidneskranken ved Retten i Aarhus.
Her har den unge kvinde fortalt om et ifølge hende ni måneder voldsfyldt forhold til en 21-årig mand, som nu sidder på anklagebænken i den omfattende sag, hvor han blandt andet beskyldes for at have kidnappet og forsøgt at dræbe den nu tidligere kæreste.
Selv om kvinden dagen igennem er blevet udspurgt af anklager Birgitte Ernst og forsvarsadvokat Glenn Verding Hein, nåede de to ikke at komme til bunds i de 16 forhold, som den 21-årige er tiltalt for.
Derfor skal den forurettede kvinde igen tage plads i vidneskranken fredag, hvor anklagemyndigheden blandt andet vil spørge kvinden ind til det uhyggelige drabsforsøg, som de mener, at hun har været udsat for.
Den 21-årige ekskæreste benægter, at han har frihedsberøvet og forsøgt at slå kvinden ihjel - han har dog erkendt for retten, at han flere gange har begået vold mod hende. Men han benægter pure ni af sagens 16 forhold.
- Han stoppede kun, hvis jeg havde sex med ham
Den forurettede tv-kendis tog tirsdag formiddag plads i vidneskranken iklædt et helt orange sæt tøj og et par hvide Nike sneakers.
Her fortalte hun, at hun mødte den 21-årige tiltalte tilbage i april 2023, hvor de efter kort tid blev kærester.
Men det var langt fra en lykkelig forelskelse, forholdet var derimod fyldt med gentagen vold, trusler og ubehageligheder fra den 21-årige.
Hver gang parret havde et skænderi, så slog han hende, forklarede hun for retten.
- Jeg var altid bange. Jeg levede i konstant frygt, bedyrede hun for nævningesalen.
Ifølge den unge kvinde, kunne hun kun få den 21-årige til at stoppe, hvis hun havde sex med ham.
Men hvorfor gik du så tilbage til ham hver gang, også efter han brækkede din næse? Spurgte anklager Birgitte Ernst.
- Jeg var dybt, dybt afhængig af ham. Jeg troede, at jeg kunne ændre ham, fortalte hun berørt retten.
- Jeg blev bedt om at sætte mig på knæ nøgen
Anklager Birgitte Ernst gennemgik tidligt på dagen et voldsomt overfald, som skulle være sket i Tyrkiet, hvor den danske tv-kendis ifølge hende selv var stukket af til Tyrkiet for at komme væk fra den tiltalte.
Men lige meget hvor hun var henne, så fandt han hende altid, forklarede hun for retten.
Tirsdag eftermiddag nåede anklagemyndigheden til sagens andet forhold om kidnapning - den første varede angiveligt hele 18 timer - som fandt sted på et ikke nærmere defineret tidspunkt mellem 9. og 10. december sidste år.
Her forklarede den forurettede kvinde, at det hele startede med, at hun var syg - og at den 21-årige havde været sød og hente vindruer og andre ting i et nærtliggende supermarked.
- Pludselig sagde han: "Du er bare en luder". Og jeg grinte lidt af det, fordi jeg troede, at han lavede sjov.
Det gjorde han ifølge kvinden ikke - derimod startede der et rent voldsorgie, hvor kvinden gentagne gange blev slået på kroppen og i ansigtet med både knyttet og flad hånd.
På et tidspunkt blev hun beordret til at sætte sig på knæ uden tøj på.
- Han ville filme mig nøgen, mens han ydmygede mig og klippede mig skallet, lød det fra den tydeligt berørte kvinde, som igen kæmpede med at holde tårerne tilbage.
Anklager Birgitte Ernst viste ikke videoen for retten tirsdag, men forklarede, at den ville blive afspillet på et senere tidspunkt - forsvarer Glenn Verding Hein afspillede dog en anden video i retten.
Voldsom video: - Fis af med dig, din luder
I forbindelse med kidnapningen, som politiet mener, at den forurettede kv-kendis var udsat for, blev hun på et tidspunkt bedt om at forlade lejligheden "og skride", som det bliver sagt i videoen.
- Fis af helvede til, din luder. Vil du ikke skride med dig, lyder det fra en mand på optagelsen.
På videoen kunne man se den forurettede kvinde stå udenfor i mørket, mens hun græder og tydeligt ryster. Hun får kun sagt et stille "nej", inden manden fortsætter.
- Se, det her er et menneske, som ligger og boller sin ekskæreste, og kommer tilbage og spiller ked af det, lyder det fra en mandestemme i videoen, som også er tydeligt oprørt.
Hvorfor går du ikke, når du bliver bedt om det? Spurgte forsvareren for den 21-årige mand.
- Fordi det bliver værst for mig selv, hvis jeg går. Det ved jeg jo af erfaring, lød det fra kvinden.
I forbindelse med tiltalen om frihedsberøvelsen i december måned, er den 21-årige mand også tiltalt for at have forsøgt at dræbe kvinden.
Det nåede hverken anklager eller forsvarer at spørge ind til, før dagens retsmøde på syv timer var gået - og med yderligere seks forhold at spørge den forurettede tv-kendis ind til.
Hun tager derfor igen plads på anklagebænken på fredag, hvor de næste spørgsmål formentlig kommer til at handle om det påståede drabsforsøg.
Dagens retsmøde var det andet i sagen - der er afsat hele seks retsdage til behandlingen af sagen.
Der forventes at falde dom i sagen 11. november.
SE og HØR følger sagen