Krimi2 timer siden

Mayday: Passagerer evakueres fra færge i Norge

21 personer er onsdag formiddag ved at blive evakueret fra en færge i Norge. Det skyldes, at der er udbrudt brand i færgens maskinrum

I alt 21 personer var ombord på færgen, da der pludseligt opstod brand i maskinrummet onsdag formiddag.

Nu er de blevet evakueret fra den brændende færge.

Det skriver Dagbladet.

Der er tale om færgen MS Stord, der sejler på ruten mellem Lavik - Oppedal i Sognefjorden, skriver mediet.

Der var 14 passagerer og syv besætningsmedlemmer ombord, da færgen pludseligt brød i brand.

- De ombordværende blev evakueret til andre fartøjer i nærheden af færgen. Ressourcer fra beredskabstjenesterne og en redningshelikopter deltager i operationen,« lyder det fra politiet i en pressemeddelelse, skriver Dagbladet.

Den ansvarlige redningsleder Hans Jakob Gulliksen siger til TV2 i Norge, at man modtog meldingen om mayday klokken 09:54 onsdag formiddag.

De ombordværende passagerer og besætningsmedlemmer blev evakueret i flåder fra færgen. De blev sejlet til andre fartøjer i nærheden, som har transporteret dem videre til færgekajen. Her står politi og sundhedspersonale klar til at tage imod dem, ifølge norsk politi.

Det var et civilt skib, som onsdag formiddag reagerede på mayday-meldingen.

Der er foreløbigt ingen meldinger om tilskadekomne efter ulykken.

Sponsoreret indhold