Medie: Kræver fængselsstraf til Dennis Knudsen
LÆS OGSÅ: Dennis Knudsen forklarer videoklip fra færgedrama: Derfor sagde jeg det
Medmindre man har levet under en sten, så er man nok ikke blevet fri for at høre om frisøren Dennis Knudsens voldsomme vredesudbrud på havnen i Aarhus.
I sommer slog det nemlig klik for den celebre frisør, da han i selskab med sine tre sultne børn på bagsædet gik helt amok og blandt andet flåede flere computere på gulvet og kørte ind i en medarbejder fra færgeselskabet.
Det kan nu koste ham en fængselsstraf, skriver Ekstra Bladet.
Ifølge mediet, som har snakket med kendis-frisørens forsvarer, Mette Grith Stage, er han nemlig blevet tiltalt for grov vold, hærværk og hvad der i daglig tale bliver kaldt vanvidskørsel.
På den baggrund går anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi efter at få idømt Dennis Knudsen en fængselsstraf, lyder det fra den noget overraskede topadvokat.
- Anklagemyndigheden har i anklageskriftet tilkendegivet, at man ønsker min klient idømt fængselsstraf. Min klient har kvajet sig og det skal han selvfølgelig have en bøde for, men at sende ham i fængsel, mener jeg, er noget ude af proportioner, siger forsvarsadvokaten til EB.
Efter episoden i sommer erkendte Dennis Knudsen i vid udstrækning beskyldningerne mod ham, ligesom han undskyldte for sin opførsel.
Missede færge - gik amok på medarbejdere
Hele episoden bundede i at Dennis Knudsen ikke nåede en færge i rette tid, og derfor skabte noget af en scene, fordi han meget gerne ville ombord på færgen med sine trætte og sultne unger - som han havde lovet røde pølser.
Det fik frisøren til at klage sin nød til medarbejdere på et kontor tæt ved færgen, men det gik alt andet end stille for sig.
Han endte med at få ødelagt både ledninger og computere på kontoret, og skubbede i samme ombæring til en medarbejder.
– Mit bristepunkt var nået. Jeg var så presset. Klappen gik simpelthen ned, fortalte Dennis Knudsen dengang til SE og HØR.
Efterfølgende besluttede han sig for at køre op til bommen ved færgen, og når han ikke kunne komme igennem den på normal vis, måtte han forsøge at bruge sine kræfter.
– Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte, sagde han dengang og tilføjede, at sønnen Lucas sad inde i bilen og var meget imponeret over sin fars stærke muller.
– 'Far, du er lige så stærk som Hulk', sagde han til mig, og hvis det er det, børnene kommer til at huske fra den episode, så er det okay med mig. Det er jo meget sødt, lød det efter den voldsomme episode i sommer.
Nu kan det så være at sagen får langt alvorligere konsekvenser, efter anklagemyndigheden har besluttet at hive Dennis Knudsen i retten.
Efter episoden kom det frem, at flere ansatte modtog psykologhjælp efter færgedramaet.
Ifølge Ekstra Bladet er der afsat to dage til behandlingen af sagen.
Se et klip fra efter episoden herunder, hvor Dennis Knudsen angiveligt undskylder for sin opførsel.