Medie: Muldvarpen Amira Smajic blev straffet en måned før optagelser til "Den sorte svane"
TIP OS ANONYMT: Kender du mere til sagen? Skriv en fortrolig mail til journalisten på saad@sh.dk
LÆS OGSÅ: Hummelejer Christian Stadil var i bestyrelse med Amira Smajic
Kort før optagelserne til den omtalte TV 2-dokumentar "Den sorte svane" blev tv-stationens kontroversielle muldvarp Amira Smajic dømt for en overtrædelse af straffeloven.
Det kan B.T. nu afsløre via en dom, som mediet har fået aktindsigt i.
B.T. skriver, at dommen blev afsagt 1. februar 2022, og kun en måned senere startede de første skjulte optagelser til den omtalte dokumentar.
Straffesagen handler om Amira Smajic, der via sit arbejde i Advokatfirmaet Smajic fik adgang til to ringbind med efterforskningsmateriale, som politiet havde udleveret i en straffesag.
De to ringbind fandt ordensmagten ved en ransagning i en anden straffesag, og retten vurderede derfor, at Amira Smajic ikke havde passet på ringbindene på en acceptabel måde, da de blev fundet frit tilgængelige på adressen Sandkaj 21 i København.
Her lå nemlig de to ringbind, mens andre personer "havde fast ophold der", lyder det i dommen ifølge B.T.
Det fremgår dog ikke i dommen, hvordan og hvornår de to ringbind forsvandt fra Advokatfirmaet Smajic og endte på adressen i København.
Ifølge B.T. har retten dog konstateret, at det fandt sted i en "ukendt periode indtil februar 2018".
Derfor blev Amira Smajic idømt 10 dagbøder af 1000 kroner, afgjorde retten.
Mediet skriver også, at det i dommen fremgår, at Amira Smajic tilbage i 2017 blev idømt en bøde for overtrædelse af færdselsloven.
Bøden lød på 9.500 kroner.