Meng-sagen: Dansk politi havde ti minutter til at rekonstruere overvågning
LÆS OGSÅ: LIVE fra RETTEN: Sagen mod Philip Westh fortsætter – vidner om bilen ved Korsør Station
Emilie Meng ankom til Korsør Station 10. juli klokken 03.54.
13 minutter senere kører den såkaldte 04.07-bil fra den sydsjællandske station, men hvad er det for en bil?
Det har onsdag formiddag været spørgsmålet ved Retten i Næstved, der har taget hul på den syvende retsdag i en af Danmarkshistoriens største kriminalsager i nyere tid.
Her har dommere og nævninge hørt fra en konsulent i politiet, hvor han har været ansat i 43 år.
Han blev inddraget i Emilie Meng-efterforskningen 2. januar 2017, kort tid efter at teenagepigen blev fundet dræbt i Regnemarks Bakker ved Borup.
Brugte eksperter i London
Størstedelen af den danske befolkning har set den video, som onsdag formiddag har været omdrejningspunktet i retssal seks i Næstved – optagelsen er fra tunnelen på Korsør Station, som filmer ud af indgangspartiet til stationen.
På videoen ser man en bil passere indgangen – spørgsmålet har fra start bare været, hvad det var for en bil?
Den mangeårige konsulent ved politiet har onsdag forklaret for retten, at fokussen på overvågningen er et problem – den filmer nemlig primært på tunnelen og ikke op bilen foran indgangen.
Derfor blev det ekstremt pixeleret, når man zoomede ind – af den årsag sendte de overvågningen til politiet i London, der dog endte med at henvise dansk politi til et civilt firma, som siden har kigget på optagelserne.
– Vi var under stort tidspres
Dagens første vidne fortalte derudover, at politiet blev sat på prøve, da de skulle lave en rekonstruktion af forløbet på Korsør Station 10. juli 2016.
Det var meget vigtigt for eksperterne, at rekonstruktionen blev lavet under samme lysforhold – altså tusmørke – som der var netop den skæbnesvangre morgen kort efter klokken 04.
Eksperterne mente, at der enten var tale om en Hyundai i30, Kia Ceed, Kia Rio, Seat Leon, Toyota Auris eller VW Passat på optagelserne. De skulle lave rekonstruktionen af bilmærkerne i forskellige farver – både i lys, mellem og mørk.
Vidnet fortalte derudover, at de skulle tage højde for, at der var omkring 60-70 meter fra kameraet til, hvor bilen kørte. Ligesom det blev taget igennem dobbelte glasskydedøre.
Bilen holdt på den allersydligste af p-pladserne ud mod Storebæltsvej.
– Vi havde travlt, lød det fra vidneskranken.
Han forklarede herefter, at de kun havde 10 minutter til at udføre rekonstruktionen, fordi det skulle passe perfekt med lysforholdene.
Politiet kørte ruten to gange med hver bil, inden optagelserne blev sendt til eksperter i London, som skulle vurdere, hvilken bil der højest sandsynligt passede med de originale optagelser fra Korsør Station.
Onsdagens retsmøde fortsætter med den britiske ekspert, som om kort tid skal afgive forklaring ved Retten i Næstved.
Senere onsdag skal flere vidner afgive forklaring – der er blandt andet tale om personer, der har oplevet mistænkeligt episoder i området ved Regnemarks Bakker tæt på fundet af dræbte Emilie Meng.
SE og HØR følger sagen