Krimi28. januar 2025

Mindst 28 skoler modtog mail med bombetrusler

Politiet oplyser nu, at mindst 28 skoler rundt om i Danmark modtog mail med bombetrusler. Det skriver Østjyllands Politi

Den mystiske sag, hvor flere danske skoler og uddannelsesinstitutioner har modtaget bombetrusler over mail, vokser.

Nu oplyser Østjyllands Politi, at mindst 28 skoler har modtaget mailen med bombetruslen. Det skriver politikredsen på X.

Ifølge Østjyllands Politi er afsenderen ukendt, men man har igangsat en bred efterforskning i tæt samarbejde med de relevante myndigheder og øvrige politikredse i landet.

"Flere politikredse har denne tirsdag morgen modtaget flere anmeldelser fra især skoler og uddannelsesinstitutioner, som cirka klokken 08.00 har modtaget en e-mail med indhold, der kan opfattes truende," skrev Rigspolitiet tidligere tirsdag på X.

Ifølge B.T, som har talt med HF og VUC i Roskilde, der er en af de skoler, som har modtaget truslen, fremgik det i emnefeltet på mailen, at der var plantet sprængstoffer på skolen.

- Vi vil have maskingeværer ved hånden. I skal smage frygt, skulle der stå i mailen ifølge rektor på HF og VUC i Roskilde, Dorthe Lundqvist. Det siger hun til B.T.

Men angiveligt skulle der dog ikke stå noget om Danmark eller den konkrete skole i Roskilde i mailen. I stedet nævner mailen Europa og blandt andet Frankrig.

En anden af de skoler, som er blevet ramt af bombetruslen, er Asnæs skole på Sjælland. Her blev eleverne evakueret tirsdag morgen efter skolen havde modtaget bombetruslen.

Politiet blev herefter kontaktet og alle børn blev evakueret. Sagen efterforskes ikke som en konkret trussel mod Asnæs Skole, men som en cybertrussel, da mailen med bombetruslen er sendt ud til flere skoler.

Både Midt- og Vestsjællands Politi og Østjyllands Politi bekræfter på X, at man har modtaget anmeldelser fra skoler om truslerne.

Begge politikredse vil være til stede på de berørte uddannelsesinstitutioner og folkeskoler for at tale med elever og lærere.

Politiet undersøger sagen.

Sponsoreret indhold