Krimi27. marts 2025

Mistænkt seriemorder i Roskilde: Han grinede i retten

Den 61-årige mand, som mistænkes at have dræbt to kvinder og en mand i Roskilde, virkede uligevægtig og lavede sjov i retten, da han blev fremstillet i grundlovsforhør
Politiet og deres teknikere arbejdede torsdagen igennem i Vestergade i Roskilde, hvor en 61-årig mand sigtet for trippeldrab boede.
 Video: Steven Knap/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Nabo til mand mistænkt for seriemord: - Det kunne lige så godt have været mig, der var blevet slået ihjel

Det var ikke en særlig påvirket 61-årig mand, der blev eskorteret ind i retssal 6 i Retten i Roskilde. Her er han ellers sigtet for trippeldrab.

Blandt andet grinede han og lavede jokes - og virkede meget uligevægtig.

Det er en uhyrlig sag, hvor manden er sigtet for drab på to kvinder og en mand i Roskilde. Det første drab på kvinderne fandt sted den 16. marts mellem klokken 01 og 02 om natten, hvor han ifølge politiet slog en 52-årig kvinde ihjel.

Fem dage senere, den 21. marts blev en 50-årig kvinde så fundet dræbt, og ifølge politiet var det også den 61-årige, som stod bag.

Han blev anholdt søndag og blev fremstillet i grundlovsforhør mandag med henblik på varetægtsfængsling, men retten vurderede ikke, at der var grundlag for at fængsle ham.

I stedet blev den 61-årige tilbageholdt i tre gange 24 timer af politiet, men torsdag meldte Midt- og Vestsjællands Politi så ud, at man også mistænker ham for drab på en 58-årig mand. Manden blev fundet død i sit hjem i Roskilde den 16. februar. Ifølge politiet er drabet begået i perioden mellem den 15. februar til den 22. februar.

Det er endnu uvist, hvordan den 61-årige ifølge politiet har begået drabene på de tre personer.

Den 61-årige er en spinkel mand og var klædt i en mørkeblå trøje og havde gråsprængt hår.

Han fremstod uligevægtig i retten og ville flere gange række hånden op for at sige noget til dommeren. Han virkede meget upåvirket af de meget alvorlige sigtelser, som han står overfor og jokede i begyndelsen af grundlovsforhøret med, at han ville rejse sig og gå ud af retssalen.

Da pressen protesterede mod dørlukningen rettede han sig mod tilhørerrækkerne i det lille retslokale og pegede over på pressens repræsentanter, mens der blev argumenteret for, hvorfor dørene ikke skulle lukkes.

Alle drabene er blevet begået i Roskilde by omkring nogle lejligheder i byen.

Retten valgte at lukke dørene, efter at anklager Andreas Dahl anmodede om dørlukning af hensyn til den videre efterforskning af sagen. Blandt andet blev der argumenteret for, at der er flere vidner, som skal afgive forklaring, som bor i området.

Den sigtede 61-årige mand er omfattet af et navneforbud, som blev nedlagt ved det første grundlovsforhør mandag.

Den 61-årige nægter sig skyldig, oplyste hans forsvarer, Elo Jensen under grundlovsforhøret torsdag.

Den 61-årige har en forhistorie i retssystemet, hvor anklagemyndigheden tidligere krævede forvaring. Det skriver Ritzau.

I 2022 havde manden bevæbnet sig med en økse, som han brugte til at true flere personer, og han begik også hærværk rundt omkring i Roskilde.

I den efterfølgende straffesag i marts 2023 ønskede anklagemyndigheden, at han blev dømt til forvaring på grund af sin farlighed.

Sponsoreret indhold