Krimi13 timer siden

Mor til tv-kendis bryder sammen i retten: - Det er jo min lille baby

Moren til en dansk tv-kendis, som angiveligt er blevet udsat for et uhyggeligt drabsforsøg, har tirsdag formiddag vidnet ved Retten i Aarhus
Indenfor hos Østre Landsret i Nordhavn, København onsdag den 2. marts 2022.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Tirsdag flød tårerne fra vidneskranken i Retten i Aarhus, da en mor skulle fortælle om hendes datters voldelige forhold: OBS: Billedet er fra Østre Landsret i København.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Kæmpe diskussion om forvaring i sag med tv-kendis: - Det er IKKE normalt!

Det var en yderst følelsesladet mor, som for kort tid siden forlod retssal 3 ved Retten i Aarhus.

Her brugte hun en halv time i vidneskranken på at fortælle om, hvordan hun sidste år oplevede hendes datters tumultariske forhold til en 21-årig mand, som i disse dage sidder tiltalt for blandt andet at have frihedsberøvet og i sidste ende forsøgt at dræbe den unge kvinde.

- Hvis ikke hun tog telefonen, så blev jeg bekymret. Jeg tror ikke, at jeg sov ordentligt i seks måneder, fordi jeg var bange, lød det fra den midaldrende kvinde, som tirsdag var iklædt lyse jeans, en blond top og en lyserød trøje ud over.

Anklager Birgitte Ernst dokumenterede for retten, at moren adskillige gange havde kontaktet politiet, fordi hun var nervøs for sin datters velbefindende.

Generelt mente moren ikke, at forholdet var sundt for hendes datter og den nu tiltalte, hvorfor hun flere gange prøvede at overbevise dem om, at de ikke skulle være sammen.

Men lige lidt hjalp det tilsyneladende.

- Hver gang jeg troede, at hun var væk fra ham, så kom de i kontakt med hinanden igen og så forsvandt hun på ny.

- Hun var bange for at gå, men hun var også bange for at blive - jeg tror, at de var afhængige af hinanden og det der underlige forhold, lød det fra moren.

Retten i ÅrhusÅrhus RetRetten i Aarhus
Sagskomplekset bliver behandlet som en nævningesag ved Retten i Aarhus. Den 21-årige mand er tiltalt for hele 16 forskellige forhold - han erkender, at han flere gange har begået vold mod kvinden, men han nægter sig skyldig i anklagen om drabsforsøg og frihedsberøvelse.
 Foto: Jesper Sunesen / ALLER MEDIA DK

Bryder ud i gråd: - Hun er min lille baby

Anklager Birgitte Ernst spurgte moren ind til, hvordan hendes forhold var til den 21-årige tiltalte, og hvordan det påvirkede hendes forhold til datteren.

- Jeg havde ikke lyst til at se ham, og derfor så vi heller ikke hinanden særligt meget. Jeg ved jo, at han flere gange har svaret på mine beskeder på hendes telefon, så jeg troede, at hun svarede mig.

Da anklageren begyndte at spørge moren ind til, hvad hun har hørt om af vold begået mod hendes datter, kæmpede den lyshårede kvinde med at holde tårerne tilbage.

- Han har også sat hende nøgen på knæ, hvor han har barberet håret af hende, lød det fra moren, inden hun brød sammen og begyndte at græde højlydt

- Det er jo min lille baby, jeg sidder og snakker om, så det er utroligt hårdt, forklarede moren med knækket stemme.

Birgitte Ernst og domsformanden tilbød kvinden en kort pause, men det ønskede hun langt fra.

- Jeg vil bare gerne have det overstået, lød det nu lavmælt fra kvinden

"Han har tævet mig med en pistol"

Ligesom på de øvrige retsdage har der tirsdagen igennem været stor diskussion om den pistol, som anklagemyndigheden mener, at den 21-årige mand brugte under det påståede drabsforsøg.

Forsvarer Glenn Verding Hein fik ligeledes mulighed for at stille moren en række spørgsmål - han spurgte blandt andet kvinden ind til, hvorfor hun havde fortalt til politiet, at hendes datter var blevet slået med en pistol, ligesom den 21-årige skulle have truet hende med en kniv.

- Det har jeg fået fortalt af min datter. Jeg ville aldrig nogensinde finde på at lyve om sådan noget, lød det fra moren.

Dagens retsmøde er det femte i sagen, torsdag skal anklagemyndigheden fremlægge den 21-åriges mentalerklæring, inden de afsluttende bemærkninger ligeledes gennemgås af anklageren og forsvareren.

Det forventes - hvis alt går efter planen - at der falder skyldskendelse i sagen onsdag i næste uge.

SE og HØR følger sagen fra Retten i Aarhus

Sponsoreret indhold