Mormor til 32-årig sigtet i sagen om 13-årig pige bryder tavsheden
Underlig, mærkelig, stille og introvert, men også sød, flink og succesfuld.
Det var blot nogle af de gloser, der blev smidt efter den 32-årige sigtede i sagen om den 13-årige pige, da SE og HØR mandag fik fat i en række af hans venner.
Nu er det lykkes TV 2 at få en kommentar fra mandens mormor.
En af deres journalister stødte nemlig tilfældigt på kvinden, da de besøgte den 32-åriges forældres adresse i Vestsjælland.
- Han er en god dreng, lyder det kort og kontant fra mormoren om sit barnebarn.
Hun afviser at svare på yderligere spørgsmål, men fortæller til TV 2, at den sigtedes forældre er for påvirkede til at udtale sig i sagen.
Mormorens navn er af hensyn til navneforbuddet i sagen ikke gengivet.
SE og HØR var mandag i kontakt med flere tidligere klassekammerater til den 32-årige, der endnu ikke er blevet dømt, men som alligevel bliver lynchet massivt på sociale medier, hvor folk deler både hans navn og adresse.
Flere af den sigtedes tidligere klassekammerater beskriver ham som en "indadvendt og sær person, der undgik øjenkontakt", men folk, der var tættere på ham, har et noget andet billede af ham.
For eksempel kalder en tidligere barndomsven ham for en "rigtig sød og flink fyr", der dog alligevel blev mobbet i skolen, fordi han blandt andet havde tics.
Den 32-årige, der er født og opvokset i en mindre by på Vestsjælland med sin mor, far og to søskende, blev student i 2011.
Han har de sidste fem år arbejdet som sælger i en særdeles succesfuld virksomhed og købte i 2021 sit eget hus i Korsør.
Det var også i Korsør, at den 13-årige søndag blev fundet i live efter at have været forsvundet i over et døgn.
Den 32-årige er blevet sigtet for at have frihedsberøvet den mindreårige pige i sin bil og på to forskellige adresser, ligesom han desuden er sigtet for at have udsat hende for flere voldtægter.
Manden har erkendt sig delvist skyldig sigtelset, men det vides på nuværende tidspunkt ikke, om han har erkendt sig delvist skyldig i en eller dele af sigtelserne.