Motorcyklist kørte 250 kilometer i timen på Amager
En motorcyklist på Amagermotorvejen sprængte fredag ved midnat alle tænkelige fartgrænser, da hastigheden ramte 250 kilometer i timen.
Det skriver Københavns Politi på Twitter.
Føreren - en 30-årig mand - blev standset af politiet og fik beslaglagt sin motorcykel efter reglerne om vanvidskørsel.
Desuden blev han sigtet for netop vanvidskørsel.
Motorcyklisten blev standset og anholdt i Københavns politikreds klokken 00.15. Men forinden var han kommet i politiets søgelys i Hvidovre.
Københavns Vestegns Politi satte således efter motorcyklisten i Hvidovre klokken 23.19, og herefter fortsatte han til Amager.
Den 30-årige mand og hans medtrafikanter undgik ulykker trods den høje fart. Men med en fart langt over de 200 kilometer i timen udsætter man generelt både sig selv og andre for stor fare.
Og kører man på motorcykel, er man særligt sårbar.
Det påpeger Marianne Foldberg Steffensen, der er afdelingsleder for trafiksikkerhed hos Vejdirektoratet.
- Man løber jo en langt større risiko som motorcyklist for at komme i en ulykke, for motorcyklen er svær at styre, når man kører så hurtigt. Og man er ikke særligt godt beskyttet på en motorcykel, siger hun.
En motorcyklist er modsat en bilist hverken beskyttet af karosseri eller airbags ved en eventuel ulykke. Der er også større risiko for, at motorcyklen begynder at slingre ved høj fart.
- Derudover risikerer man som motorcyklist at skabe ulykker mellem sig selv og andre trafikanter, hvis de ikke registrerer, hvor hurtigt man kommer kørende, siger Marianne Foldberg Steffensen.
Det kan blandt andet give farlige situationer på motorvejen, hvor bilister, der kører med en meget lavere fart, kan trække ud foran motorcyklen, som så måske ikke kan nå at bremse eller undvige.
- Derfor er det så vigtigt, at trafikanterne kører med nogenlunde samme hastighed på vejene, siger Marianne Foldberg Steffensen.
Motorcyklisten er blevet sigtet for vanvidskørsel. Vanvidskørsel omfatter blandt andet overskridelser af hastighedsgrænsen på mere end 100 procent.
Spirituskørsel med en promille over 2,00 regnes også for vanvidskørsel.
Siden 31. marts 2021 har politiet haft mulighed for at beslaglægge et køretøj på stedet, hvis der er tale om vanvidskørsel.
Derefter er det op til retten at afgøre, om bilen skal konfiskeres og altså ikke tilbage til ejeren.