Myrdede hele sin familie: Første billede af ofrene
Der er dukket nye detaljer op i den frygtelige sag fra Fall City, Washington, hvor betjente mandag morgen fandt fem familiemedlemmer skudt og dræbt.
Det er nu kommet frem, at ofrene er softwareingeniør Mark Humiston, 42, samt hans hustru Sarah, der arbejdede som sygeplejerske. Parrets tre teenagebørn er også blandt ofrene, men deres navne og alder er ikke blevet oplyst.
Det skriver det amerikanske medie New York Post.
Politiets teori er, at parrets 15-årige søn – hvis identitet heller ikke er kendt – står bag de uhyggelige skuddrab. Han blev pågrebet på adressen mandag morgen, oplyser politiet.
Tidligere kom det frem, at en 11-årige pige som den eneste overlevede skudmassakren. Pigen er nu indlagt på Harborview Medical Center i Seattle. Myndighederne oplyser, at hendes tilstand er stabil.
Et muligt motiv vides ikke, og politiet oplyser, at man fortsat efterforsker sagen intenst. Den 15-årige teenager er formelt sigtet i sagen. det vides ikke, om han har erkendt drabene.
Politiet fik den uhyggelige anmeldelse mandag morgen ved 5-tiden. Her forlød det, at der var ”tumult” og ”skyderi” på adressen, og da betjente ankom, fandt man så alle fem døde i huset.