Mystisk melding fra politiet: Hvem ejer dette våde dametøj?
TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk
Københavns Politi står med lidt af et mysterium, som man nu har brug for offentlighedens hjælp til.
For hvem er ejerne af de stykker vådt dametøj, som er fundet i en skraldespand på Amager? Politiet har tidligere efterlyst en motorcyklist i samme sag (link fjernet), men er meget i tvivl, om der ligger en forbrydelse bag.
Sagen begyndte mandag 29. august sent om aftenen, hvor en borger så en motorcyklist, der holdt i krydset Haarlem Allé/Kongelundsvej på Amager.
"Borgeren så motorcyklisten smide noget tøj i en skraldespand, hvorefter personen kørte fra stedet," skriver politiet i en meddelse om sagen og fortsætter:
"Københavns Politi udsendte den 31. august en efterlysning af den pågældende motorcyklist, og som led i arbejdet med at få klarlagt de nærmere omstændigheder, offentliggør politiet nu billeder af det tøj, som blev fundet i skraldespanden."
Der er tale om en nederdel med blåt blomstermønster, en sort kjole med lange ærmer og v-udskæring og en sort underkjole med stropper.
Umiddelbart har Københavns Politi ikke nogen konkret mistanke om, at der skulle være sket en forbrydelse, men politiet vil gerne i kontakt med tøjets ejer eller den pågældende motorcyklist.
- Vi vil gerne opklare mysteriet om, hvorfor der ligger vådt kvindetøj i en affaldsspand. Det kan stamme fra en forbrydelse, men der kan også være helt naturlige grunde til, at det ligger der.
- Det vil vi gerne have opklaret, og derfor vil vi gerne i kontakt med enten tøjets ejermand, nogen der ved, hvem der ejer det, eller føreren af den motorcykel, som vi tidligere har efterlyst, siger politikommissær Peter Kamp fra Københavns Politi.
Hvis du har brugbare informationer, kan politiet som altid kontaktes på telefon 114.