Mystisk: Ukendte personer har sluppet bjergfår løs på dansk ø
"Hvem har gjort det?"
Det er det spørsmål, som mange beboere på den midt- og vestjyske ø, Fur stiller sig selv, efter en flok bjergfår - også kaldet mufloner - pludseligt dukkede op på øen.
Det skriver TV Midtvest.
En muflon er et sydeuropæisk bjergfår, som ikke hører hjemme i den danske natur.
De fleste er enige om, at det er tvivlsomt, at bjergfåret er svømmet hele vejen til Fur. Derfor er øboerne enige om, at nogen må have sat dyrene ud.
Ifølge museumsinspektør på Fur, John Brinch Bertelsen er det et mysterium, hvem der står bag.
Anette Gaden Dalsgaard var en af de første til at fotografere muflonerne siger til TV Midtvest:
- Det er store og flotte dyr, og det var spændende at se dem, men hvor de kommer fra, ved jeg ikke. Jeg ved lige så lidt som alle andre furboer. Der er ingen, der ved noget.
Ifølge formanden i den lokale jagtforening, Peter Nørhave Riis Madsen er det tvivlsomt, at det er nogen fra Fur, som står bag. For det plejer ikke at kunne holdes hemmeligt i så lang tid, er formandens teori.
Ifølge TV Midtvest, som har talt med lodsejere på Fur, oplever de at blive beskyldt for at have sat bjergfårene ud. Men det afviser de.
Da muflonerne ikke hører hjemme i den danske fauna, er det forbudt at sætte dem ud i naturen herhjemme. Det kaldes faunaforurening.
Men selvom det er forbudt at sætte dem ud, så har Naturstyrelsen ikke planer om selv at gribe ind.
Tilgengæld opfordres lokale jægere til at regulere muflonerne.