Niårig pige påkørt af scooter: Han kiggede på hende og skyndte sig videre
TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til patrick@sh.dk
Mandag kort efter klokken 16 kom en niårig pige cyklende sammen med sin veninde ved Rema 1000 i den lille by Skibet, da hun pludselig blev påkørt af en scooter.
Pigen faldt i den forbindelse af sin cykel og påførte sig flere knubs – men det fik ikke føreren til at stoppe og sikre sig, at hun var okay.
Nu efterlyser politiet den formodede gerningsmand, ligesom hendes forældre kommer med et opråb på de sociale medier.
Det skriver Jydske Vestkysten.
– Man skal altid stoppe, hvis man er involveret i et færdselsuheld, blandt andet for at sikre sig, at ingen er kommet alvorligt til skade. Det gjorde ham her ikke, og derfor vil vi rigtig gerne tale med ham, forklarer vicepolitiinspektør Stig Simonsen til lokalmediet.
Scooteren kørte efterfølgende fra ulykkesstedet og mod Skibet/Bredsten.
"Han kiggede på hende og kørte videre"
Forældrene til den lille pige har i et opslag på Facebook delt flere detaljer om påkørslen.
Her fortæller de, at scooteren var metalblå og at den mistænkte havde en sort hjelm på.
Heldigvis skriver de også, at deres pige er okay, men at hun selvfølgelig er i chok efter den ubehagelige oplevelse.
"Han kiggede på hende, da hun lå der, inden han skyndte sig at køre videre. Pedalen er skæv og baghjulet er helt smadret, så han har ramt hende hårdt," lyder det i opslaget.
Politiet kan kontaktes med oplysninger i sagen på telefon 114.