Krimi15. oktober 2020

Nicki Bille dømt i ny sag

Skandalefodboldspilleren Nicki Bille er netop blevet dømt i en ny sag om vold og hærværk
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20190425-144329-l_10mb.jpg
 Foto: Ritzau Scanpix

Nicki Bille indtog i dag endnu engang den efterhånden velkendte plads på anklagebænken. Tiltalt i en ny sag om vold og hærværk.

Og her i retten i Lyngby er eks-fodboldspilleren, der sidder fængslet i en anden sag, netop blevet idømt 30 dages betinget fængsel for vold og hærværk.

I rettten mødte han op i et par sorte jeans med hul på knæet, hvid t-shirt med grønt Celtics-logo på ryggen. Hans hår var kæmmet stramt til siden. Og han blev akkompangeret af en betjent fra kriminalforsorgen

Nicki Bille har nægtet sig skyldig i vold, men erkendt forholdet om hærværk.

Ifølge anklageskriftet spyttede han en kvinde i ansigtet i Hellerup, da han 13. maj kom kørende med en pige han datede og hendes veninde efter en bytur.

Bagefter skulle han videre have slået veninden med knyttet hånd i hovedet.

Det fandt retten ham dog ikke skyldig i, men fandt det bevist, at han havde spyttet kvinden i ansigtet.

I retten forklarede den tidligere fodboldspiller, at han og kvinden var kommet op at skændes efter en bytur om, hvorvidt 7-Eleven mon var åben.

Det insisterede hun, ifølge Nicki Bille, på at den ikke var.

- Det blev meget hurtigt en meget ophedet diskussion, sagde den unge kvinde selv i retten, mens hun kæmpede med at holde tårerne tilbage.

Nicki Bille har nægtet at have lagt en hånd på hende. Han forklarede i stedet, at hun under diskussionen pegede på ham og sagde:

- Jeg gider ikke høre mere på jeres uintelligente pis.

Det fik ham ifølge hans egen forklaring til at fjerne hendes hånd. Ligesom han også har nægtet, at han spyttede hende i ansigtet.

- Altså det kan godt være, at hun har fået noget mundvand på sig.

Anklageren gik efter tre måneders ubetinget fængsel, mens forsvareren mente, at Nicki Bille skulle frifindes for forholdet om vold.

Men domsmandsretten besluttede altså at idømme ham 30 dages betinget fængsel.

- Tak fordi i lyttede, og det kan godt være, at jeg har gjort nogle dumme ting, og det var en ophedet situation i bilen, men til det så at slå en kvinde, det har jeg aldrig gjort, rejste Nicki Bille sig op i retten og sagde inden dommen faldt.

Nicki Bille blev i april sidste år idømt fire måneders ubetinget fængsel for vold og trusler.

Det er den dom, som han ellers fik lov til at afsone med fodlænke, som han nu afsoner i Horserød Fængsel.

Sponsoreret indhold