Krimi31. maj 2024

Nicolai Dyhr forklarer sin indblanding i "Den Sorte Svane": - Min kærestes søster blev dræbt i Præstø

Konkursadvokaten fra "Den Sorte Svane" fortæller, at han var ramt af en personlig krise og befandt sig derfor pludselig i det helt forkerte selskab
Blandt de personer, som Amira Smajic mødes med, er advokat Nicolai Dyhr. Han deltager i drøftelser om forretninger, der tilsyneladende er på kant af loven.
Blandt de personer, som Amira Smajic mødes med, er advokat Nicolai Dyhr. Han deltager i drøftelser om forretninger, der tilsyneladende er på kant af loven.
 Foto: TV 2

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til kmr@sh.dk

LÆS OGSÅ: "Den sorte svane": Her er hovedpersonerne i dag

Han tager plads på et halvskummelt advokatkontor og diskuterer med typer, der er gået nedenom og hjem med en shawarmabar.

Men hvorfor tager Nicolai Dyhr, den højt profileret konkursadvokat og partner i et af de mest prestigefyldte advokatfirmaer plads i det selskab?

I B.T-podcasten Q&CO fortæller advokaten, at hans parader simpelthen var nede på det tidspunkt, og at han kan "slå sit eget hoved ind i væggen over det 1000 gange".

- Jeg er mentalt ikke, hvor jeg skal være på det her tidspunkt, fortæller han.

- Det er en personlig ting, den må I købe ind på eller ej, jeg havde været sammen med en pige, hvis søster blev slået ihjel i Præstø i starten af oktober 2022, siger han.

Om det så også skulle forklare, at han for rullende skjult kamera i TV 2-dokumentaren "Den Sorte Svane" siger, at han som kurator med et konkursbo er villig til at lukke øjnene for økonomisk kriminalitet med det formål at forhindre kreditorer i at få hele eller dele af deres tilgodehavende, er uvist.

- Jeg fremstår ekstremt uheldigt, har han gang på gang sagt. Ligesom han har udtalt, at han blot talte Amira Smajic efter munden for at vinde hendes tillid.

Nicolai Dyhr er blevet fyret som konsekvens af dokumentaren. Selv mener han, at optagelserne i dokumentaren ikke er retvisende.

Hans rolle undersøges også af Advokatrådet, der er tilsynsmyndighed på området. Rådet oplyste onsdag, at en anden advokat, som medvirker i dokumentaren, er blevet politianmeldt.

Advokat Dyhr har forlangt, at Retten i Odense udsteder et forbud mod de dele af dokumentaren, som han medvirker i. Afgørelsen vil falde fredag klokken 14.30.

Sagen fra Præstø sendte bølger af chok igennem befolkningen. 10. oktober 2022 fandt politiet en 49-årig mand død på Svanevej i Præstø. Dagen efter efterlyste Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi en 30-årig kvinde og hendes barn.

I flere dage ledte politiet efter kvinden og hendes baby med hjælp fra landets hundepatruljer, søværnet dykkertjeneste og flyvevågnets helikoptertjeneste.

Den 18. oktober fandt politiet den 30-årige kvinde og hendes 11 måneder gamle pige i Næbskoven ved Præst. Begge var de blevet dræbt.

Det stod nu klart, at manden havde gjort en ende på sin kone og datters liv, før han et par dage senere også tog sit eget.

Sponsoreret indhold