Krimi21. september 2022

Nordjysk ægtepar dømt for GROV momssvindel

Store Restrup Herregård er et af de slotshoteller, som ægteparret Gorm og Ann Vibeke Lokdam driver. Parret er ved Vestre Landsret onsdag dømt for momssvindel
Store Restrup Herregård er et af de slotshoteller, som ægteparret Gorm og Ann Vibeke Lokdam driver.
Store Restrup Herregård er et af de slotshoteller, som ægteparret Gorm og Ann Vibeke Lokdam driver.
 Foto: Ritzau Scanpix

En årelang sag om svindel med moms har fået sat et punktum i landsretten.

Ved Vestre Landsret er ægteparret Gorm og Ann Vibeke Lokdam onsdag blevet dømt for momssvig. Det skriver retten på sin hjemmeside.

Parret, der driver en stribe slotshoteller, er dømt for at snyde med moms for millioner.

Gorm Lokdam er kendt skyldig i momssvig for et beløb på ikke under seks millioner kroner.

Retten har dog ikke fundet det bevist, at Ann Vibeke Lokdam havde forsæt til at snyde med momsen - altså at have haft hensigt til at svindle. Derfor er hun kun dømt for grov uagtsomhed i forhold til momsangivelser.

Dommene lyder på to års betinget fængsel til Gorm Lokdam og en tillægsbøde på seks millioner kroner. Straffen omfatter også en tidligere betinget fængselsstraf på fire måneder.

Ann Vibeke Lokdam slipper alene med en bøde på 900.000 kroner.

Også i byretten blev parret dømt i sagen. Her lød dommene dog på betinget fængsel til dem begge, mens de hver fik en tillægsbøde på 3,75 millioner kroner.

Når fængselsstraf gøres betinget, betyder det, at de dømte ikke skal bag tremmer, så længe de ikke begår ny kriminalitet.

Anklageskriftet mod parret blev udfærdiget helt tilbage i 2014. Ventetiden skyldes en række formelle og processuelle indsigelser fra de tiltaltes forsvarere.

Blandt andet er det blevet undersøgt, om anklageskriftets udformning lever op til lovens krav. Også EU-retlige spørgsmål har været endevendt.

Desuden har ægteparret påstået, at en dommer ved Retten i Aalborg var inhabil, hvilket også tog tid at få afklaret. Det var han ikke.

Lovovertrædelserne blev ifølge tiltale begået fra 2007 og frem til 2010. Som virksomhedsejere, direktører og ansvarlige ledere snød de statskassen for moms.

Frem til onsdag har parret været omfattet af navneforbud. Med landsrettens dom er det dog blevet ophævet.

Sponsoreret indhold