Norsk lærerinde i retten: Inviterede børn hjem til sexundervisning
LÆS OGSÅ: Lærerinde og frivillig kirkemedarbejder anholdt: Gav 15-årig blowjob
Mandag har en norsk lærerinde taget plads på anklagebænken ved retten i Bergen, hvor hun er tiltalt i en sag om seksuelle krænkelser af elever på den skole, hvor hun underviste.
Kvinden, som er i 30'erne, er blandt andet under anklage for at have inviteret flere af sine elever hjem til sig selv for at give dem seksualundervisning.
Derudover mener politiet, at lærerinden tilbage i 2021 og 2022 sendte flere seksualiserede videoer til fire drenge, som hun var lærer for. Der skal blandt andet være tale om videoer, hvor hun var topløs, og hvor hun dansede letpåklædt. Kvinden nægter sig skyldig i de alvorlige anklager.
Det skriver norske NRK.
De grænseoverskridende tilnærmelser skal have fundet sted på en ungdomsskole i området omkring Bergen.
Truede elev
Lærerinden havde ifølge flere elever på skolen tilføjet dem på det sociale medie Snapchat, hvor man kan sende videoer og billeder til hinanden.
Det har flere drenge, som er i alderen 13 til 14, mandag forklaret for retten.
Korrespondancen mellem den ene elev og læreren stoppede dog ikke her – her prøvede læreren i første omgang at bestikke drengen med en bedre karakter, så han ikke fortalte om nøgenvideoen – hun endte dog siden med at true eleven med at sende personer efter ham.
– Da hun sagde det til mig, blev jeg bange og blokerede hende på Snapchat. Det var virkelig ubehageligt at skulle tage hen på skolen og have hende som lærer. Jeg havde slet ikke lyst til at komme på skolen længere.
– Jeg var så bange for, at nogen ville komme og banke mig. Hun havde tidligere vist mig videoer af mænd, som hun havde været sammen med, som var store og havde store muskler, har drengen forklaret til politiet under en afhøring.
Der er afsat tre dage til behandlingen af sagen mod den tiltalte lærerinde.