Nu begynder retssagen mod Korsørmanden: Forældrene til stede i retten
LÆS MERE HER: 33-årig tiltalt i Emilie Meng-sagen: Nu får vi sandheden
Når sagen mod den 33-årige Korsørmand i næste uge tager sin begyndelse, så kommer retssalen til at bugne af tilhørere.
Blandt dem sidder forældrene til den 13-årige pige, der i april sidste år blev kidnappet på vej hjem fra sin avisrute i Kirkerup.
I den store nævningesal i Retten i Næstved er to pladser reserveret til forældrene til den 13-årige pige. De vil være til stede i retten samtlige dage i den omfattende sag. Det fortæller familiens bistandsadvokat, Hari Aaby Mandic, til SE og HØR.
- Min klient vil som udgangspunkt ikke selv overvære retssagen under hovedforhandlingen på nær muligvis domsafsigelsen. Derimod vil min klients mor og stedfar være til stede og overvære alle retsdage. Jeg vil selv være til stede på udvalgte dage, lyder det fra Hari Aaby Mandic, der også fortæller, at familien muligvis vil udtale sig, når der er afsagt dom.
Modsat vil det 13-årige offer, hvis afhøring er optaget på video, udelukkende være til stede på sagens sidste dag, 28. juni, når dommen falder.
I det 10 sider lange anklageskrift er det i detaljer beskrevet, hvad anklagemyndigheden mener skete både med hende, den 15-årige efterskoleelev fra Sorø og ikke mindst drabet på 17-årige Emilie Meng.
Han nægter sig skyldig i det meste, men erkender sig delvist skyldig i sagen om den 13-årige pige fra Kirkerup. Vi ved dog ikke hvilke dele.
Den nu 33-årige mand er tiltalt for at have frihedsberøvet den bare 13-årige pige.
Herefter skulle han ifølge anklageskriftet have tvunget hende ind i sin lille Hyundai i30, før han kørte rundt med hende i bagagerummet til flere forskellige adresser.
Her hun blev angiveligt udsat for grov vold, da hun blev slået på kroppen, når hun forsøgte at komme fri. Hun var bundet med blandt andet gaffatape, strips, reb og en kæde.
I det 27 timer lange mareridt blev hun flere gange voldtaget. Det var netop den sag, der fik Sydsjælland og Lolland-Falster Politi til at forbinde ham med drabet på 17-årige Emilie Meng og kidnapningsforsøget på den 15-årige efterskoleelev. Sagen tager sin begyndelse 14. maj i retten i Næstved. Der er afsat 18 dage og der forventes dom i slutningen af juni.