Nu er det officielt: Vil have Luigi Mangione dømt til døden

Det er alvorlige anklager, som den 26-årige Luigi Mangione står overfor, når han fredag dukker op i retten. Her er han tiltalt for at have skudt og dræbt medicinalbossen Brian Thompson, der var administrerende direktør for UnitedHealthCare på åben gade i New York.
Mangione, som er tilbageholdt i et fængsel i Brooklyn i New York – hvor han deler celleafdeling med kendte personer som Sean 'Diddy' Combs og Sam Bankman-Fried – forventes at nægte sig skyldig, når han dukker op fredag til retsmødet.
Men blot få timer før den spektakulære og meget omtalte sag starter fredag har anklageren i sagen nu officielt indgivet en erklæring, hvori de meddeler, at man vil gå efter dødsstraf, hvis Luigi Mangione bliver dømt for mordet på Brian Thompson.
I dokumentet fra USA's anklagemyndighed i Manhattan fremgår det, at Mangione udgør en risiko i fremtiden, da han tidligere har udtrykt intentioner om at gå efter hele medicinalindustrien og samle politisk og social modstand imod den.
“Han begik en dødelig voldshandling og forsøgte at undslippe retshåndhævelse, flygte fra New York umiddelbart efter mordet og krydse stater, mens han var bevæbnet med et privatfremstillet skydevåben med lyddæmper,” står der i dokumentet, ifølge mediet Fox News.
Anklagerne hævder også, at Mangione med mordet på Thompson, der fandt sted udenfor et hotel i Manhattan, havde til hensigt at komme med et ideologisk budskab mod den industri, som Brian Thomson var en del af.
Der var dog primært tale om en formel handling, da anklagerne indgav deres erklæring om dødsstraf. Det skyldes, at den amerikanske justitsminister Pamela Bondi tidligere har meldt ud, at man ville gå efter dødsstraf til Luigi Mangione.
“Efter nøje overvejelse har jeg beordret de føderale anklagere at søge dødsstraf i denne sag, da vi gennemfører præsident Trumps dagsorden om at stoppe voldelig kriminalitet og gøre Amerika sikkert igen,” udtalte Bondi tidligere på måneden.
Hun beskrev mordet som "en handling af politisk vold" og fremhævede, at det var nøje planlagt.
Bakkes op af fans
Selv efter anholdelsen blev Mangione mødt med støtte fra fans, der udtrykte deres vrede mod sundhedsvæsenet og betragter ham som en helt. Hans fans har hæftet sig ved hans stil, herunder hans loafersko og elegante sweatere i retten. De har medbragt stor skuffelse for hans støtter, at man ikke må filme eller tage billeder i retten fredag.
Mangiones advokater har endnu ikke kommenteret den formelle anmodning om dødsstraf, men de har tidligere kritiseret den amerikanske justitsministers udmelding som værende “uhæmmet politisk motiveret” og en overtrædelse af den lovgivning, der handler om dødsstraf.
Mangiones advokater mener også, at udmeldingen om dødsstraf er en forlængelse af præsident Trumps politik.
Anklager politiet for falsk manifest
I retsdokumenter, der er blevet indhentet af mediet Dailymail, hævder advokaterne, at politiet lækkede et “manifest”, som de påstår tilhører Mangione, og dermed skabte en falsk anklage om terrorisme mod Mangione.
Dette "manifest" blev offentliggjort kort efter Mangiones arrestation på en McDonald's i Pennsylvania, efter en fem dage lang eftersøgning af den maskerede mand, der skød Thompson.
Mangione blev angiveligt fundet med en 9-mm pistol, en lyddæmper og tøj, der matchede den pågældende morders tøj i overvågningsoptagelser fra mordet. I sin besiddelse havde han også en notesbog, der beskrev hans intentioner om at dræbe en administrerende direktør for et forsikringsselskab, ifølge retsdokumenterne.
Karen Agnifilo, der er advokat for den tiltalte, siger dog nu, at der “absolut ikke er noget bevis” for, at hendes klient har skrevet manifestet, og hun har også kritiseret anklagerne i sagen for at offentliggøre det forud for retssagen.
Skulle Luigi Mangione blive dømt i retssagen, skal spørgsmålet om dødsstraf afgøres efterfølgende ved afstemningen i en jury.
Mangione er anklaget for at have skudt og dræbt Thompson den 4. december 2024 udenfor et hotel i New York City.