Nu falder dommen: Fodbolddommeren Poul nikket skalle af familiefar
![Den 77-årige fodbolddommer Poul blev udsat for vold og nikket en skalle under en børnefodboldkamp i oktober. Nu starter sagen mod familiefaren.](https://imgix.seoghoer.dk/2025-01-20/Poul2.jpg?auto=format,compress&fit=crop&ar=394:221&crop=faces,entropy)
Efter en børnefodboldkamp i Hvalsø på Sjælland blev den 77-årige dommer overfaldet og nikket en skalle af en familiefar.
Men nu starter sagen ved Retten i Roskilde, hvor den 52-årige far er tiltalt for vold mod dommeren. Det skete under en fodboldkamp mellem to børnehold i Hvalsø den 12. oktober sidste år.
Ifølge hans forsvarer, Steen Moesgaard nægter faren sig skyldig i vold. Det fortæller forsvarsadvokaten til Ekstra Bladet forud for retsmødet mandag eftermiddag.
Ifølge faren var der blot tale om et uheld, hvor faren og den 77-årige fodbolddommer stødte hovederne sammen. Derfor går han sammen med sin forsvarer efter frifindelse.
![Den 77-årige dommer og pensionist havde flere skader efter overfaldet.](https://imgix.seoghoer.dk/2025-01-20/Poul1.jpg?auto=format,compress&fit=min&crop=faces,entropy)
Det er dog ikke den samme forklaring, som fodbolddommeren Poul Andersen har givet.
Til SE og HØR fortalte den 77-årige fodbolddommer og pensionist, at faren havde set sig sur på Poul.
Umiddelbart efter kampen var fløjtet af, opsøgte den 52-årige far Poul Andersen.
- Han nikker mig en skalle, og så falder jeg ned. Jeg går bare ud som et lys. Da jeg vågner igen, får jeg at vide, at jeg taler usammenhængende og skal blive liggende, siger Poul Andersen til SE og HØR.
Overfaldet efterlod den 77-årige fodbolddommer med et stort, blåt øje, som ikke kunne åbnes, to brækkede fingre, en arm i gips og voldsom hovedpine.
Tilspidset kamp
Kort inden slutfløjtet var kampen spidset til.
Der stod 2-1 til det ene hold, men med få sekunder tilbage blev der begået et frispark, som modstanderholdet scorede på og dermed udlignede til 2-2.
Efter kampen ville det ene hold ikke sige tak for kampen til det andet. Det er ellers normalt, at hold - især i ungdomsrækkerne - siger tak for kampen til hinanden efter slutfløjtet.
Men da Poul Andersen gik henover banen og henvendte sig til det tabende hold for at spørge, om ikke de ville sige tak for kampen til modstanderne, eskalerede situationen.
- Jeg hører en mand der råber efter mig og begynder at svine mig til. Jeg når ikke at sige noget, før han nikker mig en skalle, og så ligger jeg ned, siger Poul Andersen til SE og HØR.
Den 77-årige pensionist og fodbolddommer Poul Andersen lå bevidstløs tilbage på grønsværen.
Da han vågnede var han rundt på gulvet og talte usammenhængende.
- Der er en person, der holder mig nede og siger, at jeg ikke må rejse mig op, fordi jeg taler usammenhængende og har fået en hjernerystelse, siger Poul.
Kort efter ankom en betjent til stedet og førte den faren væk.
Poul Andersen blev hentet af en ambulandce og modtog efterfølgende behandling på sygehuset i seks timer. Han havde flere skader efter overfaldet.
Den 52-årige far har siden overfaldet været på fri fod. Han er tiltalt for såkaldt simpel vold, som er den mildeste paragraf om vold i straffeloven.
DBU Sjælland tog efter episoden kraftigt afstand fra det, der var sket.
- Vi tager skarp afstand fra enhver form for voldelig adfærd både på og uden for banen. Det er fuldstændig uforeneligt med fodboldens værdier om, at det skal være trygt at spille, træne, dømme og se fodbold, skrev formand Jakob Koed på forbundets hjemmeside.
Faren gik efter episoden en bøde på 4000 kroner og er blevet bedt om at holde sig væk fra holdets kampe.