
Nu taler Mette Frederiksen om Henrik Sass Larsen: - Meget chokerende

LÆS OGSÅ: Nyt om bogen - den kommer ud!
Statsminister Mette Frederiksen (S) kalder det "meget, meget chokerende, hvad der er kommet frem" om den tidligere socialdemokratiske minister Henrik Sass Larsen.
Det siger hun på vej ind til et gruppemøde på Christiansborg tirsdag.
- Det er en alvorlig tiltale for nogle af de aller-, allerværste forbrydelser, man kan begå mod andre mennesker.
- Og det er klart, at jeg tænker på de børn, der er blevet mishandlet, hvor der er fundet voldtægter, overgreb og seksuelt misbrug sted, siger Mette Frederiksen.
Henrik Sass Larsen er tiltalt for at være i besiddelse af over 6200 billeder og 2200 filmsekvenser med overgrebsmateriale med børn. Han er også tiltalt for at være i besiddelse af en børnesexdukke. Han nægter sig skyldig.
- Det er et forfærdeligt marked, der er efterspørgselsdrevet. Derfor er alle på Christiansborg chokerede, og det er jeg også, siger statsministeren.
Henrik Sass Larsen var en central figur i Mette Frederiksens første tid som formand for Socialdemokratiet og var gruppeformand fra 2015 til 2019, da Socialdemokratiet sad i opposition.
Han trak sig fra dansk politik i 2019, kort efter at Socialdemokratiet og Mette Frederiksen var kommet til magten.
Mette Frederiksen bliver tirsdag spurgt, hvornår hun fik kendskab til Sass-sagen.
- Jeg har fået at vide, at den her sag var der, men jeg kan ikke gå ind i detaljerne.
Statsministeren bliver spurgt igen, hvornår hun første gang fik kendskab til sagen – og hvorfor.
- Jeg bliver informeret om rigtig meget som landets statsminister, siger Mette Frederiksen, der pointerer, at hun aldrig har set eller hørt noget om Sass Larsen, der "kan indikere det her".
- Det er derfor, jeg bruger begrebet, at det er chokerende. Det er en meget voldsom tiltale.
Henrik Sass Larsen var erhvervs- og vækstminister fra august 2013 til juni 2015. Han var medlem af Folketinget fra 2000 til 2019.
Sagen mod Sass Larsen skal behandles af Københavns Byret. Den er endnu ikke berammet.
Besiddelse af overgrebsmateriale med børn og en børnesexdukke kan straffes med bøde eller op til et års fængsel.
