Krimi18. november 2021

Ny Nicki Bille-retssag: Så lang er listen med forbrydelser

Nicki Bille Nielsen skal endnu en gang i retten, efter en stribe lovovertrædelser
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/bille_0.jpg
 (Foto: TV 2)

33-årige Nicki Bille Nielsen er efterhånden en gammel kending af de danske retssale.

Torsdag skal den nu pensionerede fodboldspiller endnu en gang møde i Københavns Byret.

Denne gang er han tiltalt for hele 13 forhold, der drejer sig om alt for et stort biluheld, kokain og en stjålen Dior parfume.

Egentlig skulle sagen have været for retten tilbage i marts måned, men dengang meldte Nicki Bille afbud på grund af sygdom.

Stort biluheld

Senest blev den tidligere landsholdsangriber idømt 30 dages betinget fængsel og en bøde på 7500 kroner for at have spyttet en ung kvinde i hovedet under en køretur i Hellerup i 2020.

Torsdag står han overfor nye alvorlige tiltaler. Seks af de tolv forhold drejer sig om et biluheld, der skete den 26. juni 2019.

Her kørte Nicki Bille i sin store kongeblå Mercedes C300 ad Amagermotorvejen, hvor den fletter sammen med Øresundsmotorvejen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/amagermotorvejen_uheld.jpg

Nicki Billes Mercedes efter ulykken. Foto: Presse-fotos.dk

I anklageskriftet, som SE og HØR har fået aktindsigt i, havde Nicki Bille indtaget kokain, oxycodon og alprazolam, da han forsøgte at overhale en bil indenom i nødsporet.

Den hasarderede kørsel endte med, at han kørte direkte ind i en bil, hvor der sad personer.

Billes bil blev totalskadet i ulykken og de tre personer i den bil, som han kørte ind i, blev alle fragtet til hospitalet.

Anklagemyndigheden går blandt andet efter at få den skandaleombruste fodboldspiller dømt efter straffelovens hårde paragraf 252. Hvis han bliver kendt skyldig, kan han risikere at blive idømt op til otte års fængsel.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/amagermotorvejen_uheld_2.jpg

Nicki Bille kørte ind i den sorte Nissan Qashqai. Foto: Presse-fotos.dk

https://imgix.seoghoer.dk/3_53.jpg

Foto: Presse-fotos.dk

Kokain til personligt forbrug

Nicki Bille har flere gange for rullende kameraer bebudet, at han ville lægge sit liv om.

Det gjorde han også foran retten i 2019, efter han blev dømt for at have truet en cyklist med en luftpistol, slået en dørmand i hovedet og truet en sygeplejerske på hospitalet, da han var indlagt med et skudsår.

Selv fortalte den tidligere landsholdsangriber i retten, at han havde haft et massivt kokain- og alkoholmisbrug i slutningen af fodboldkarrieren, hvilket havde ført ham på afveje og definitivt sluttet den.

Alligevel kunne han ikke holde sig på dydens smalle sti. For Nicki Bille er også tiltalt for i november 2019 at have begået hærværk mod en cykel.

I december 2019 var den ifølge anklageskriftet så igen gal. Her blev han stoppet i København og en blodprøve afslørede, at han havde en promille på 1,02, ligesom der igen blev fundet kokain i blodet.

Her fandt politiet ifølge anklageskriftet også fodboldspilleren i besiddelse af 1,2 gram kokain.

Stjal parfume

I 2020 kom dokumentaren om Nicki Bille, der hedder ”Nicki Bille Brænder”. Her får man et særdeles stærkt indblik i et kaotisk liv med afhængighed og arbejdsløshed efter en succesfuld karriere.

Ifølge anklageskriftet blev Nicki Bille stoppet 14. februar 2020 midt under optagelserne. Her havde han ifølge politiet to ecstasypiller, 33 morfinpiller og en amfetaminpille til eget forbrug, da han blev stoppet i indre by.

Der gik kun lidt over 24 timer før, Nicki Bille igen blev stoppet af politiet. Denne gang på Amager, hvor han blev taget i at stjæle en Dior parfume til en værdi af 848 kroner.

Igen er det advokat Asser Gregersen, der er Nicki Billes forsvarsadvokat. Han oplyser til SE og HØR, at den tidligere fodboldspiller nægter flere forhold, men vil erkende nogle, når retssagen starter torsdag.

Sponsoreret indhold