Ny vaccineplan: Slutdato skrider med en uge
Sundhedsstyrelsen har netop frigivet en opdateret vaccineplan, og det ser ud til, at vi må vente lidt længere endnu, før sidste vaccine-stik er givet.
Planen er justeret med nye prognoser for vaccinen Curevac. Den vaccine er ikke godkendt endnu, men det forventes, at den er godkendt til brug i EU og dermed Danmark i løbet af sommeren.
Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Den nyeste vaccinationskalender. Se den også her. (Foto: Sundhedsstyrelsen
Det vil også sige, at der nu planlægges med tre forskellige vacciner i det danske vaccineprogram.
Med opdateringen betyder det, at målgrupperne 10d/1 (16-19-årige og 45-59-årige), 10d/2 (20-24-årige og 40-44-årige) og 10d/3 (25-29-årige og 35-39-årige) får deres første stik en uge senere, end det var meldt ud i den seneste opdatering af vaccinationskalenderen fra 3. maj.
Samtidigt må målgruppe 10d/4 - de 30-34-årige - vente to uger længere på at blive tilbudt et stik.
Slutdato rykket
Slutdatoen for det samlede vaccinationsprogram er rykket en uge.
Det skyldes, at det interval, der skal være mellem stik et og stik to for de målgrupper bagerst i vaccinekøen, kan justeres lidt, så der er kortere tid mellem stikkene.
Dem, der nu skal til at blive inviteret til at få stukket med enten Pfizer eller Moderna i armen, er de 55-59-årige.
Styrelsen forventer at være i mål med de 60-64-årige i løbet af de kommende uger, og derfor er der plads til, at de 55-59-årige kan begynde at booke tid til vaccination.
Vaccinerne fra AstraZeneca og Johnson & Johnson er taget ud af det danske vaccineprogram, da sundhedsmyndighederne vurderer, at risikoen for sjældne blodpropper ikke var fordelene værd.
Dog bliver der efter planen åbnet for muligheden for en ordning, så man frivilligt kan melde sig til et stik med en af de to skrottede vacciner.