Nyt stort fængsel skal placeres i Viborg
LÆS OGSÅ: Kom med ind i virkelighedens fængsel
Danmark får et nyt stort fængsel, lyder det fredag eftermiddag.
Det er Viborgs borgmester, Ulrik Wilbek (V), der deler nyheden med TV 2.
Her fortæller han, at et nyt fængsel med op imod 400 indsatte er på vej til Viborg.
Ifølge mediet skal fængslet enten placeres øst for Møldrup mellem Skivevej og Hobrovej eller sid for Firehuse, mellem Karup og Frederiks.
– Jeg hælder ikke lige nu til noget bestemt, for der kan komme ting i spil, som vi ikke har været opmærksomme på, siger Ulrik Wilbek til TV 2.
Han fortæller derudover til mediet, at Viborg Kommune har valgt at invitere beboere i områderne omkring de to mulige placeringer til borgermøde, hvor de vil blive oplyst om det mulige fremtidige fængsel i deres lokalområde.
Ifølge TV 2 er der afsat en byggeperiode på 5-6 år til byggeriet, og projektet vil koste staten lidt over 2 milliarder kroner.