Krimi12. september 2023

Nyt vidne i Louise Borglit-sagen: Fortalte at han dræbte hende

En person, der har afsonet med den mand, der er tiltalt for mordet på Louise Borglit, har kontaktet politiet.
Louise Borglit blev dræbt i Elverparken i Herlev tilbage i november 2016. I disse dage sidder en 29-årig mand tiltalt for drabet ved Retten i Glostrup.
Louise Borglit blev dræbt i Elverparken i Herlev tilbage i november 2016. I disse dage sidder en 29-årig mand tiltalt for drabet ved Retten i Glostrup.
 Foto: Privat

Anklagemyndigheden har fået et nyt vidne i sagen om drabet på Louise Borglit.

I et retsmøde tirsdag lød det således fra specialanklager Bo Bjerregaard, at en person, der har siddet i fængsel med den mand, som er tiltalt for mordet på Louise Borglit, har henvendt sig til politiet med nye oplysninger i sagen.

Det skriver Ekstra Bladet.

- Personen har afsonet sammen med den nu tiltalte mand, og ifølge vidnet fortalte han, at han havde dræbt Louise Borglit, sagde Bo Bjerregaard i tirsdagens retsmøde ifølge Ekstra Bladet.

Det nye vidne har henvendt sig til politiet denne sommer, og Bo Bjerregaard ønsker at føre vidnet, inden anklagemyndigheden og forsvareren skal procedere i drabssagen, som lige nu er sat på pause.

Det er den, fordi der skal tages stilling til, om lydoptagelser, som en PET-agent har fået efter at være gået undercover i fængslet, hvor den mordtiltalte sad inde, kan bruges som bevis i sagen.

Lydoptagelserne har været anklagemyndighedens trumfkort i drabssagen.

Sponsoreret indhold