Offentliggører billede af voldsmand: Overfaldt kvinde i nattelivet
Natten til fredag omkring klokken 01.50 kom en kvinde gående alene ad Sct. Mathias Gade ud for nummer 14 i Viborg.
Her tog en ukendt og tilsyneladende rygetrængende mand kontakt til hende på engelsk.
Han spurgte kvinden, om han måtte få en cigaret af hende.
Da hun svarede manden, at hun ikke røg, kvitterede gerningsmanden med at spytte hende i hovedet og sparke hende i brystet.
Efter det voldsomme spark faldt kvinden til jorden i gågaden.
Efterfølgende gik den nu efterlyste mand roligt videre ad Sct. Mathias Gade mod Gravene ved Trappetorvet og Grønnegade.
Med offentliggørelsen af overvågningsbillederne håber Midt- og Vestjyllands Politi på, at de kan få hjælp til at identificere den mistænkte.
Gerningsmanden beskrives som:
Mand, 25-30 år gammel, 185-190 entimeter høj, almindelig til muskuløs af bygning, lys i huden og han talte engelsk.
Han bar en blå hættetrøje under en sort jakke, sorte bukser og lyse sko.