Olivias sidste ord: - Mor, jeg er bange!
Det burde være stedet, hvor hun følte sig mest elsket og mest sikker.
Men i sit eget hjem mistede 9-årige Olivia på grusom vis livet i august sidste år.
Tidligere på året blev morderen – den 34-årige Thomas Cashman – så idømt livsvarigt fængsel for drabet.
Og nu vil en ny dokumentar kaste lys over Olivias grufulde – og alt for tidlige – død.
I dokumentaren vil man desuden for første gang kunne se, hvordan britisk politi indledte en intens jagt på morderen – blot minutter efter at Olivia var død.
Hætteklædt og mystisk
Den forfærdelige sag tog sin begyndelse 22. august sidste år.
Det var en helt almindelig mandag for Olivia og hendes mor – lige indtil klokken 22 om aftenen, hvor Cheryl hørte larm og tumult ude foran familiens hoveddør i Dovecot, Liverpool.
Cheryl nåede kun lige at åbne hoveddøren, før en ukendt mand forsøgte at trænge ind. Moren anede ikke, hvem den mystiske mand var, eller hvorfor han nu forsøgte at bryde ind gennem hendes hoveddør.
Svaret kom dog til syne sekunder senere: Her dukkede endnu en hætteklædt mand op bevæbnet med en pistol. Uden tøven affyrede manden fire skud mod hoveddøren.
Det ene skud borede sig gennem Cheryls håndled og fortsatte ind i huset. Her endte det i brystet på 9-årige Olivia.
– Mor, jeg er bange!, nåede skolepigen at udbryde, før hun mistede bevidstheden.
Kort efter udåndede lille Olivia på hospitalet.
Mørk side
Trods en intens menneskejagt gik der over en uge, før politiet i Liverpool pågreb gerningsmanden.
Der var tale om den 34-årige Thomas Cashman. Han levede udadtil et normalt liv med børn og kæreste. Men sideløbende havde han en mørk side. Han elskede skydevåben, og så var han narkohandler. Det var også i den forbindelse, at han opsøgte familiens hus med en pistol i hånden den skæbnesvangre augustaften.
Thomas Cashman ville nemlig hævne sig på en anden narkohandler, og det var denne narkohandler, der havde søgt tilflugt i familiens hjem i Dovecot.
Men Thomas Cashman ramte ikke sin rival – i stedet ramte skuddet lille Olivia, og hendes liv stod ikke til at redde.
Nægter pure
Gennem hele retssagen har Thomas Cashman nægtet, at han dræbte Olivia.
– Jeg bliver beskyldt for at have dræbt et barn. Jeg har selv børn. Jeg er ikke en morder, jeg er en far. Jeg bliver beskyldt for noget, jeg ikke har gjort, har han gentaget i retten.
Men beviserne taler et helt andet sprog.
Overvågningsvideo viste nemlig med al sikkerhed, at Thomas Cashman havde været i området den pågældende dag – og gerningsmanden var desuden iklædt det præcis samme tøj som ham.
Desuden kom Thomas Cashmans kæreste med nogle uhyggelige iagttagelser.
Thomas Cashman virkede således både panisk og forlangte at skifte tøj, da han kom hjem den pågældende aften.
Der var da heller ingen tvivl at spore hos dommeren, da hun 3. april læste dommen højt: Thomas Cashman blev idømt livsvarigt fængsel. Han kan tidligst smage friheden den 22. marts 2064, på hvilket tidspunkt han er i sine midt-70’erne.
Efter dommen takkede Cheryl for den hårde straf, men hun understregede på samme tid, at han ikke kommer til at lide nær som meget som hendes familie:
– Vi har allerede indledt vores livstidsstraf, for vi skal tilbringe resten af vores liv uden Olivia.