Krimi14. januar 2025

Overfaldet i nattelivet: Nu efterlyser politiet ham

En 52-årig mand blev slået i ansigtet af en mand i tyverne i Holstebro midtby natten til den 29. december. Nu efterlyses den mistænkte overfaldsmand
Her er den efterlyste, som ifølge politiet slog en 52-årig mand i ansigtet natten til den 29. december.
Her er den efterlyste, som ifølge politiet slog en 52-årig mand i ansigtet natten til den 29. december.
 Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

En 52-årig mand blev slået i ansigtet af en ukendt gerningsmand natten til den 29. december i Holstebro. Nu beder politiet danskerne om hjælp til at finde frem til den mistænkte.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi på X.

"Midt- og Vestjyllands Politi offentliggør nu et billede af den mistænkte i håbet om, at offentligheden kan hjælpe med at finde frem til, hvem manden er", skriver politiet.

Overfaldet skete klokken 02:30 natten til den 29. december, hvor den 52-årige blev slået.

Det skete ud for Skovgyden 3 i Holstebro midtby tæt på flere barer og diskoteker i den midt- og vestjyske by.

Efter at have slået den 52-årige gik den formodede gerningsmand i nordlig retning mod Østergade, hvor han ifølge politiet gik mod diskotek East End i Holstebro.

Midt- og Vestjyllands Politi offentliggør nu et billede af den mistænkte i håbet om, at offentligheden kan hjælpe med at finde frem til, hvem manden er.

Samtidig vil politiet meget gerne tale med vidner til episoden. Har du set eller hørt noget, eller kan du på anden vis hjælpe med opklaring af sagen, så ring til Midt- og Vestjyllands Politi på 114.

Den efterlyste beskrives som i alderen 20-25 år, mellem 170-180 cm høj, lys i huden og almindelig af bygning. Han havde en sort hættetrøje på med hvid skrift på brystet og var iført sorte New Balance-sko med hvide såler.

Sponsoreret indhold