KrimiI går

Patrick Nielsen i ny retssag: Fra de bonede gulve til kokain og springkniv

Den tidligere bokser og "Vild med dans"-finalist Patrick Nielsen skal igen en tur i retten - denne gang i forbindelse med besiddelse af en springkniv og kokain
Pressemøde på "Familien Nielsen" på TV3. Brødrene Patrick Micki Kevin Dato 31 01 2017Foto: Dan Mariegaard .
Patrick Nielsen under et pressemøde i 2017, da hans familie fik sit helt eget realityprogram på TV 3. Siden har han lagt karrieren om og er blevet medlem af en rockerklub.
 Foto: Dan Mariegaard / All Over Press Denmark

LÆS OGSÅ: Patrick Nielsens vilde forvandling

Hele Danmark lærte Patrick Nielsen at kende, da han som ung slog igennem som det nye håb inden for dansk boksning.

Undervejs i karrieren gav han den ligeledes gas i det populære danseprogram "Vild med dans", hvor han nåede hele vejen til finalen - siden har hans liv dog taget lidt af en drejning.

Nu skal han snart en tur i retten igen igen, fordi han er blevet tiltalt for to forskellige episoder, hvor politiet mener, at de har fundet en springkniv og 11 gram kokain på ham.

Det fremgår af anklageskriftet mod den nuværende Comanches-rocker, som SE og HØR er i besiddelse af.

SE og HØR har været i kontakt med hans forsvarer, Andro Vrlić, som ikke har nogen kommentarer til sagen. Det er derfor ukendt, hvordan den tidligere bokser forholder sig til anklagerne.

Patrick Reinhard Nielsen, som er hans fulde navn, meldte sig tilbage i 2020 ind i den daværende motorcykelklub Satudarah, som siden har taget navneforandring til Comanches.

Her blev han et af ansigterne udadtil for den fremadstormende rockerklub, som på få år formåede at blive Danmarks største målt på antallet af medlemmer - siden er den tidligere boksedarling dog forsvundet som dug for solen på de sociale medier, hvor han ellers var meget aktiv tidligere.

https://imgix.seoghoer.dk/2025-01-24/Comanches-MC_anonymized.jpg
I midten ses to mænd komme gående med en rockervest med Comanches insignia på - manden med vesten til højre er den tidligere bokser Patrick Nielsen. Billedet er fra en åbningsfest af den danskfunderede rockerklub Comanches.
 Foto: Presse-fotos

Springkniv og kokain

I den nye straffesag er den tidligere bokser tiltalt for to forskellige episoder.

Første forhold er tilbage fra december 2022, hvor politiet tilsyneladende stødte på Patrick Nielsen på Amager Strandvej i København omkring klokken 19.30.

Her fandt betjente angiveligt en springkniv på den tidligere "Vild med dans" og "Paradise Hotel"-deltager, som han ikke havde tilladelse til at bære.

Godt og vel et år senere - i november 2023 - mødte politiet igen Patrick Nielsen, denne gang i det centrale København på Nørre Voldgade og ud i de sene nattetimer, hvor der ifølge anklagemyndigheden blev fundet hele 11,04 gram kokain på den tidligere bokser.

Politiet mener ligefrem, at han var i besiddelse af stoffet med henblik på videreoverdragelse.

Men den 33-årige eksbokser slipper dog med skrækken, for han er kun tiltalt efter loven om euforiserende stoffer, og ikke efter den langt mere alvorlige straffelovsparagraf 191 om salg af narkotika, hvor strafferammen er op til ti års fængsel.

Anklagemyndigheden har dog nedlagt påstand om fængselsstraf, hvorfor Comanches-rockeren formentlig kan se frem til en tur bag tremmer, hvis han bliver kendt skyldig.

Langt fra første gang - grov vold og overfusning af pressen

Det er ikke første gang, at Patrick Nielsen kommer i infight med det danske retssystem.

Tilbage i december 2021 blev han dømt for at have begået et voldsomt overfald på sin ekskæreste og moren til hans to børn - her blev han idømt et års fængsel for grov vold.

Seks måneder senere kunne den tidligere boksedarling så forlade fængslet som en fri mand, hvilket fik opmærksomhed blandt hans mange såkaldte brødre på de sociale medier.

Under et år senere var den så gal igen, da Patrick Nielsen blev dømt for en lang stribe færdselsovertrædelser som kørsel med narkotika i blodet.

Ved den lejlighed rasede den tydeligt pumpede eksbokser mod SE og HØRs udsendte og den øvrige presse.

- Fuck jer, I ødelægger mit liv.

- Hvorfor er jeg stadig så fandens spændende, råbte han, mens han kaldte pressen skældsord som "svans" og "møgso".

Et højtstående medlem af det daværende Satudarah trådte flere gange ind og bad Patrick Nielsen om "at slappe af".

Sponsoreret indhold