Philip Westh dræbte Emilie Meng: Her er hans straf
LÆS OGSÅ: Hvad er forskellen på livstid og forvaring
Selv var dagens hovedperson ikke til stede, da hans skæbne i nævningesalen i Retten i Næstved blev læst op.
Philip Westh havde "ikke lyst til at være til stede" og fik af dommeren lov til at blive væk.
- Thi kendes for ret Philip Westh skal straffes med fængsel på livstid, lød det fra retsformanden.
Og med de ord blev der sat et omend meget midlertidigt punktum i sagen om drabet på Emilie Meng, overfaldet på den 15-årige efterskoleelev og den langvarige frihedsberøvelse af den 13-årige pige fra Kirkerup.
Under sin strafprocedure oplyste forsvarer Karina Skou nemlig, at hun og klienten havde tænkt sig at anke dommen til landsretten.
Philip Westh er dermed blevet idømt landets strengeste straf for de tre særdeles uhyggelige forbrydelser begået mod de unge kvinder.
Det var et enigt nævningeting, der torsdag formiddag fandt den 33-årige mand skyldige i drabet på Emilie Meng, langvarig frihedsberøvelse og voldtægt af en 13-årig pige samt forsøg på frihedsberøvelse og voldtægt mod en 15-årig.
Da skyldskendelsen faldt var Emilies morder iført et mørkeblåt jakkesæt og en hvid skjorte. Han skjulte sit ansigt, så ingen kunne se hans reaktion.
Skal betale erstatning
Philip Patrick Westh bliver også frakendt føreretten og hans bil konfiskeres.
Der findes ikke grundlag for at træffe bestemmelser om andre forbud.
Han skal også betale 139.000 kroner til Emilie Mengs mor og 50.000 kroner til hver af hendes søskende samt 295.000 kroner til den 13-årige offer og 40.000 kroner til det 15-årig offer.
- De (beløbene, red.) er fastsat efter det højeste niveau, siger retsformanden.