Philip Westh idømt livstid: Det skal han betale i erstatning
LÆS OGSÅ: Philip Westh dræbte Emilie Meng: Her er hans straf
33-årige Philip Westh er for kort tid siden blevet idømt fængsel på livstid.
Foruden fængselsstraffen er den 33-årige mand – der altså blandt andet er blevet dømt for drab på Emilie Meng og for langvarigfrihedsberøvelse af en 13-årig pige – også blevet frakendt førerretten, lige som hans bil konfiskeres.
Desuden skal han betale erstatning til de forurettede.
Retsformanden oplyser, at Philip Westh skal betale 139.996,10 kroner til Emilie Mengs mor. Desuden skal han betale 50.000 kroner til hver af de to søskende til den 17-årige Emilie Meng. Efterfølgende har bistandsadvokaten for Emilie Mengs pårørende oplyst, at familien er skuffede over størrelsen på erstatningen.
Philip Westh skal også betale 295.000 kroner til den 13-årige pige, som han bortførte i april sidste år.
Desuden skal han betale 40.000 kroner til den 15-årige pige, som han forsøgte at bortføre og voldtage i november 2022.
I alt beløber erstatningen sig til 574.000 kroner.
- De er fastsat efter det højeste niveau, siger retsformanden.
Den 33-åriges forsvarsadvokat, Karina Skou, oplyste allerede inden domsafsigelsen, at Philip Westh anker dommen.
- Dommen ankes med påstand om frifindelse i det ikke-erkendte omfang. Subsidiært formildelse, siger forsvareren.
I forbindelse med sagen har Philip Westh nægtet sig skyldig i drabet på Emilie Meng. Hun forsvandt fra Korsør station i sommeren 2016.