Pistoler gemt i kage: Bandeleder skal for Østre Landsret

'Hvis I rører på jer, skyder jeg jer!'
Så kontant lød beskeden, da bandelederen fra den berygtede gadebande NNV, Hemin Dilshad Saleh, tog flugten fra Slagelses Psykiatriske hospital 19. november 2019.
Fangeflugten er en af de mest dramatiske i dansk historie til dato.
Sagen, hvor bandelederen er tiltalt sammen med seks kumpaner, skulle have været for Østre Landsret onsdag, men er blevet udsat til mandag grundet sygdom.
Alle syv er tiltalt for sammen og i forening med Hemin Saleh at have planlagt og udført flugten fra det lukkede afsnit SL10 på Slagelses Psykiatriske Hospital. De er alle sammen ligeledes tiltalt for ulovlig tvang og for at have været i besiddelse af gaspistoler.
Gadebanden Nørrebro Nordvest (NNV red.) holder, som navnet antyder, til i det københavnske nordvestkvarter og på Nørrebro, og er ifølge politiet en af de mest voldsparate og farligste bander i Danmark pt.
For tiden kædes de sammen med den voldsomme bandekonflikt, der i december måned kostede fire mennesker livet i København, mens en dansk mand også blev skudt og dræbt i Bunkeflostrand i Malmø. I sidstnævnte sag sidder et NNV-medlem lige nu fængslet for drabet i Sverige.
Befrielsesaktionen af bandelederen foregik da også på yderst dramatisk vis i 2019.
Artiklen fortsætter efter billedet...

Et medlem af bandegrupperingen NNV har fået foreviget grupperingens logo i form af en tatovering. Tatoveringen er lavet inden bandegrupperingen tog navneforandring til NNV (Nørrebro Nordvest red.), men signalet er ikke til at tage fejl af. Foto: Privatfoto
GEMTE PISTOLER I KAGE
Under påskud af at skulle besøge sin ”fætter”, bandelederen Hemin Saleh, indfandt en blot 17-årig dreng sig på Slagelses Psykiatriske Hospital 19. november 2019. Den unge mand, der i virkeligheden ikke var bandelederens fætter, havde få dage før været på et problemfrit besøg, hvorfor sygeplejerskerne ikke anede uråd.
Med sig havde han en kage i en bradepande, der var pyntet med glasur og flødeskum. Sygeplejersken, der tog imod den unge mand, hjalp ovenikøbet den falske fætter op i besøgslokalet, hvor bandelederen og ”fætteren” blev udstyret med tallerkener, inden døren blev lukket.
Kun få minutter efter åbnede døren igen, og ud stormede Hemin Saleh og den 17-årige dreng, der nu begge var bevæbnet med pistoler i hænderne. Pistolerne var gemt i kagen.
Her truede bandelederen og hans kompagnon af flere omgange personalet, blandt andet ved at råbe:
’Hvis I rører jer, skyder jeg jer’, og ’kom ikke nærmere, ellers skyder jeg’.
Hemin Saleh affyrede ligeledes et skud ned i jorden. Det viste sig dog senere, at de to pistoler var gaspistoler, der var ladt med løst krudt.
ULOVLIG TVANG
De to gerningsmænd rettede ligeledes deres pistoler mod personalet og forlangte, at de skulle smide deres overfaldsalarmer fra sig.
Den ene sygeplejerske smed sin overfaldsalarm fra sig, mens den anden oplyste, at hun ikke var i besiddelse af en. Det fik bandelederen til at tage fat i sygeplejersken for at sikre sig, at hun talte sandt.
Herefter tvang Hemin Saleh og hans ”fætter” personalet ned til en sluse på afdelingen, hvor de blev låst helt ud.
Befrielsesaktionen havde taget omkring 20 minutter, og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi modtog anmeldelsen om flugten 16.51. Den første patrulje ankom til stedet 16.53 – men der var den berygtede bandeleder allerede forsvundet fra området.
Hemin Saleh og hans seks formodede medgerningsmænd forsvandt i fire forskellige biler.
SAD FÆNGSLET FOR BRUTALT OVERFALD
Hemin Saleh var ved befrielsesaktionen fængslet for at have deltaget i et særdeles voldsomt overfald på to fra en rivaliserende bandegruppering.
Her spærrede bandelederen og hans folk udgangen hos en frisør på ydre Nørrebro, hvorefter de to ofre blev tildelt slag og spark i ansigtet og på kroppen, skåret med kniv, slået gentagne gange med kniv i skede og fik kasten en stol i hovedet, fremgår det af politiets sigtelse fra sagen.
Efter det brutale overfald på det ydre Nørrebro, var Hemin Saleh på flugt fra politiet et helt år, før de i oktober 2019 pludselig anholdte bandelederen på en restaurant i Lyngby, hvorefter han blev varetægtsfængslet.
Politiet mener, at den berygtede bandeleder blandt andet opholdt sig i Spanien noget af tiden, da han var på flugt efter det voldsomme overfald.
Det var formentlig ikke skudt helt ved siden af, da Hemin Saleh to måneder efter den dramatiske flugtaktion i Slagelse blev anholdt i Barcelona. Spansk politi beskrev i øvrigt anholdelsen dengang som 'voldsom', fordi bandelederen satte sig til modværge.
Artiklen fortsætter efter billedet...

Hemin Dilshad Saleh i håndjern, efter han blev anholdt 22. januar 2020. På det tidspunkt havde han været på flugt i to måneder efter den dramatiske befrielsesaktion i Slagelse. Billede: Politifoto
NÆGTER PLANLÆGNING AF FLUGT
Under behandlingen af sagen i byretten kom det frem, at ingen af de syv tiltalte erkender at have planlagt bandelederens flugt.
-
- Jeg tog en chance, da jeg så den, forklarede Hemin Saleh i Retten i Næstved.
”Fætteren,” der medbragte kagen og gaspistolerne ind på afdelingen i Slagelse, forklarede i retten, at han havde fået 10.000 kroner af en ukendt person for at bære kagen ind på den psykiatriske afdeling. Han troede dog at kagen indeholdt mobiltelefoner og ikke pistoler.
I byretten valgte dommeren at tro på anklagemyndighedens fremstilling af sagen, hvorfor seks ud af syv tiltalte blev dømt for at have taget part i flugten. En blev pure frikendt.
Hemin Saleh og to øvrige af sagens tiltalte fik 15 måneders fængsel for flugten.
To fik forhøjet deres respektive straffe, fordi de udover flugten blev kendt skyldige i narkobesiddelse. De fik henholdsvis to år og tre måneders fængsel samt to år og ni måneders fængsel.
Den påståede fætter, der bar pistolerne ind på afdelingen, fik et års fængsel for sin rolle under flugten.
En af de dømte blev desuden udvist af Danmark for bestandigt.
Sagen starter ved Østre Landsret mandag klokken 9.30. SE og HØR følger sagen.