Krimi6. april 2022

Politi efterforsker mystisk dødsfald på affaldsstation

Politiet arbejder onsdag eftermiddag på at fastslå dødsårsag for kvinde, der blev fundet død i Aalborg Øst
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Opdateret klokken 18.14: Der er ifølge Nordjyllands Politi intet, der tyder på, at der er sket en kriminel handling. De pårørende er blevet underrettet. De retsmedicinske undersøgelser skal senere fastslå en dødsårsag.

Klokken 09.41 onsdag blev der slået alarm til Nordjyllands Politi om en død kvinde fundet på et område, hvor en affaldsvirksomhed har til huse.

Siden har politiet arbejdet på adressen i Aalborg Øst for at finde ud af, hvad der er sket. Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse onsdag eftermiddag.

Kvindens lig blev fundet på Reno-Nords område på Troensevej 2 i 9220 Aalborg Øst. Også på en adresse i Nørresundby er betjente i gang med at arbejde, lyder det kort efter klokken 14.00.

Artiklen fortsætter under billedet …

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/reno_nord.jpg
 Foto: presse-fotos.dk

Foto: presse-fotos.dk

– Vi har iværksat en efterforskning af dødsfaldet med henblik på at klarlægge dødsårsagen, udtaler politikommissær og efterforskningsleder Carsten Straszek i pressemeddelelsen.

Han oplyser, at der er tale om en formentlig grønlandsk kvinde på mellem 40 og 65 år. Kvinden er dog ikke identificeret. Derfor er pårørende endnu ikke underrettet.

Det har i løbet af de første timer i efterforskningen ikke været muligt for politiet med sikkerhed at konstatere, om kvinden er død af naturlige årsager.

– Det er derfor, vi undersøger omstændighederne omkring fundet af kvinden nærmere, siger Carsten Straszek i politiets meddelelse.

Reno-Nord tager sig af affald fra borgere og virksomheder i Hjørring, Brønderslev, Jammerbugt, Mariagerfjord, Rebild og Aalborg kommuner.

Hvor på området kvinden blev fundet, fremgår ikke af pressemeddelelsen.

Det er heller ikke oplyst, hvem der ringede til politiet eller fandt liget.

Nordjyllands Politi skriver i pressemeddelelsen, at man ikke har yderligere oplysninger til sagen.

Reno-Nord i Aalborg havde også besøg af betjente i februar. Dengang var det i forbindelse med efterforskningen af Mia Skadhauge Stevns forsvinden.

Sponsoreret indhold