Krimi4. januar 2023

Politi har skudt og dræbt person på Amager

I forbindelse med skudepisoden er en betjent blevet såret
Skudepisoden skete ved Moselgade på Amager.
Skudepisoden skete ved Moselgade på Amager.
 Foto: Presse-fotos.dk

Københavns Politi har onsdag skudt og dræbt en person i Moselgade på Amager.

Det er sket i forbindelse med en politiaktion, hvor en politibetjent er blevet såret af knivstik, oplyser Københavns Politi.

– Jeg kan sige, at der er tale om en politiforretning klokken 13.02 i Moselgade, hvor der er afgivet skud, og en person er afgået ved døden, og en kollega er såret, fortæller vagtchefen.

Københavns Politi oplyser i en kortfattet pressemeddelelse, at man ikke kommenterer episoden yderligere.

Ifølge B.T. skulle den mand, der blev skuddræbt af politiet på Amager, være mødt op i retten kort efter han døde. Her var han tiltalt for blandt andet tyveri, lyder det.

På Twitter skriver politiet, at der ikke er grund til bekymring fra borgere i området, da man betragter skudepisoden som en isoleret hændelse

Den Uafhængige Politianklagemyndighed skal nu undersøge skudepisoden, hvilket er standardprocedure, når politiet affyrer skud.

Den sårede politibetjent er bragt til behandling på Rigshospitalets Traumecenter. Vagtchef Michael Andersen har ikke nogen oplysninger om kollegaens tilstand.

Sponsoreret indhold