Politi kan ikke udelukke forbrydelse efter fund af lig
Kl. 12.13 modtog Østjyllands Politi torsdag en anmeldelse om, at der lå en livløs mand ved en bænk ved Rådhusparken i Aarhus.
Omstændighederne ved dødsfaldet var uklare, hvorfor at politiet spærrede parken af og tilkaldte hunde.
Det skriver Østjyllands politi i en pressemeddelelse.
Kan ikke udelukke forbrydelse
Efterforskningen, af hvordan liget er endt der, er fortsat i fuld gang. Politiet oplyser, er der er tale om en 34-årig mand fra Aarhus. Hans nærmeste er nu underrettet.
Det er endnu for tidligt at sige, hvordan manden er død, ligesom at det også er uvist, hvor længe manden har ligget i parken. Politiet kan ikke udelukke, at han har været der natten over.
På nuværende tidspunkt kan politiet heller ikke udelukke, at der er tale om en forbrydelse.
Har man set noget i området omkring tunnelen fra Park Allé til Rådhusparken onsdag aften eller nat samt torsdag morgen eller formiddag, hører politiet meget gerne fra dig.
Ikke efterlyst irer
Østjyllands politi har tidligere torsdag været ude og afvise, at der er tale om den 29-årige irer Peter, der har været forsvundet siden natten til søndag.
Her leder politiet fortsat efter en cyklist, som på overvågningbånd er set kigge bekymret efter Peter, da Peter går rundt omkring Navitas på Aarhus Ø.