Krimi6. september 2024 (opd. 6. september 2024)

Politi og ambulance til stede: Kæmpe brag og sort røg over Horsens

Forbipasserende oplyser til Horsens Folkeblad, at der lød et brag i området. Herefter kom røgen frem. Politiet, ambulancer og lægefolk er rykket ud til stedet
Der var godt med røg i gaden i området, da branden brød ud.
Der var godt med røg i gaden i området, da branden brød ud.
 Foto: Presse-fotos.dk

Sort røg vælter op over det centrale Horsens fredag eftermiddag. Der er meldinger om et højt brag.

Det rapporterer Horsens Folkeblad.

Sydøstjyllands Politi oplyser klokken 15.45, at brandvæsenet har styr på branden, der er sket i en beboelsesejendom på Hospitalsgade.

Samtidig lyder det, at branden er opstået i forbindelse med arbejde på taget.

- Der har været håndværkere på taget, og i forbindelse med deres arbejde opstår der en brand, som antænder en gasflaske, skriver politiet på det sociale medie X.

Sydøstjyllands Politi oplyste tidligere til Ritzau, at meldingen om branden kom 14.17.

- Der har været ild i et tag. Hvad branden skyldes, ved vi ikke endnu, sagde vagtchef Torben Wind.

Først forlød det, at branden var sket i Jessensgade, men det er retteligt i Hospitalsgade. Der er tale om brand i en bygning med lejligheder, lyder det.

Tidligere var der melding om, at der var brand i et parkeringshus, men det er altså retteligt en beboelsesejendom. Ingen har dog umiddelbart skullet evakueres, og der er ingen tilskadekomne.

Sydøstjyllands Brandvæsen oplyser, at beredskabet er på stedet.

- Vi er nu på stedet med 16 mand og 6 køretøjer, skriver beredskabet fredag eftermiddag.

Politiets vagtchef oplyser, at der er afspærring på stedet.

- Folk må gerne respektere afspærringerne, siger Torben Wind.

Oplever man røg i gaden, opfordres man til at søge væk fra røgen.

Sponsoreret indhold