Politi undersøger toårigs barns død
Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser lørdag, at det undersøger omstændighederne omkring et dødsfald.
Det drejer sig om et toårigt barn, der natten til lørdag blev indlagt på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg og efterfølgelende overført til Odense Universitetshospital.
Barnet afgik ved døden lørdag kort før klokken 16.
- Vi har indledt en undersøgelse af dødsfaldet for at få afklaret de nærmere omstændigheder, siger vicepolitiinspektør Brian Skovrup Christensen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Syd- og Sønderjyllands Politi er i forbindelse med undersøgelserne til stede på en adresse i Varde Kommune.
Der vil desuden blive foretaget afhøringer for at klarlægge omstændighederne omkring dødsfaldet.
De pårørende er underrettet, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.