Krimi28. december 2021

Politiet efterforsker skyderi i Holbæk

Politiet var til stede i Holbæk i nat, efter at et skyderi blev anmeldt. Der er ingen meldinger om personskade
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20210104_jsu6433.jpg
 Arkivfoto: Jesper Sunesen

Politiet har natten til tirsdag været til stede ved Ladegårdsparken Øst i Holbæk, efter at der var indgået anmeldelser om skyderi.

Det oplyser vagtchef Lars Galasz ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Der er imidlertid ingen meldinger om, at nogen skulle være kommet til skade.

Fandt projektil i dør

Det var nogle borgere i området, som ringede til politiet cirka klokken 22.30 og sagde, at der var blevet afgivet skud, og at nogle personer var løbet fra stedet.

- Men da vi kommer frem, var der fuldstændigt stille og roligt, siger Lars Galasz.

- Vi får fat i nogle lokale, som siger, at der blev skudt nytårskrudt af, men at der ellers ikke var sket noget.

Men der viste sig alligevel at være noget om snakken fra de bekymrede borgere, der havde henvendt sig til alarmcentralen.

Cirka 45 minutter senere fandt betjentene nemlig et gerningssted, hvor der sad projektiler fast i en dør.

Politiet har stadig ikke identificeret nogen gerningsmænd, og Lars Galasz kan heller ikke umiddelbart sige noget om deres signalement.

- Vi har ikke rigtigt noget - ikke ud over at der har stået en mindre gruppe, der er løbet. Hvem det er, det ved vi faktisk ikke, siger han.

Han understreger, at politiet efterforsker i flere retninger.

På det sociale medie Twitter opfordrer politiet borgere til at henvende sig til betjentene - også ved utryghed.

Det er bestemt ikke første gang, at Ladegårdsparken er centrum for skyderier.

12. september anholdt politiet to personer, efter at der blev anmeldt et skyderi ved boligblokkene. Da betjentene nåede frem til stedet, fandt de adskillige patronhylstre, der bestod af løse skud.

Også i starten af oktober måtte politiet rykke ud, efter at bekymrede borgere havde meldt om skud i Ladegårdsparken. Igen kunne politiet konstatere patronhylstre på jorden.

Ingen af gangene blev nogen ramt af skuddene.

I foråret 2019 gik det dog helt galt i området, da en 18-årig mand blev dræbt som led i en rockerkonflikt. To rockere fik livstidsdomme for drabet.

Sponsoreret indhold