Krimi9 timer siden (opd. 9 timer siden)

Politiet er tilbage efter drab: - Hjælp os

Opfordrer nu vidner til at melde sig efter drabet på en 23-årig mand, som skete 28. oktober ved Søndervangshallen i Birkerød

Nordsjællands Politi er til stede ved sportshallen Søndervangshallen i Birkerød i forbindelse med efterforskningen af drabet på en 23-årig mand 28. oktober.

Det oplyser politikredsen på det sociale medie X.

Her opfordrer Nordsjællands Politi til, at man henvender sig, hvis man har "observeret noget særligt" 28. oktober fra klokken 22 og frem til midnat.

Drabet på den 23-årige fandt sted på et ukendt tidspunkt inden klokken 22.58 i Birkerød ved Søndervangshallen.

29. oktober blev to mænd på 19 og 21 år anholdt af politiet. Dagen efter blev de fremstillet i grundlovsforhør sigtet for drabet i Retten i Lyngby.

I sigtelsen lød det, at den 23-årige skal være blevet stukket to gange i ryggen, to gange i maven og to gange i brystet.

Efterfølgende er den 21-årige blevet løsladt, mens den 19-årige blev varetægtsfængslet i to uger.

Torsdag skal Retten i Lyngby tage stilling, til om varetægtsfængslingen skal forlænges.

Både den dræbte og de to sigtede er allerede kendt af politiet for at være en del af det kriminelle miljø i Birkerød, har Nordsjællands Politi tidligere oplyst.

Sponsoreret indhold