Politiet formoder ikke, at knivstik har noget med Reality Awards at gøre
En 32-årig mand er lørdag aften kørt til Rigshospitalet, efter han blev stukket ned på Peter Bangs Vej på Frederiksberg.
Ikke langt derfra bliver Reality Awards afholdt i KB Hallen, men knivstikkeriet synes ikke umiddelbart at have noget at gøre med prisshowet.
Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Dyre Sønnicksen til SE og HØR.
- Jeg er ikke helt skråsikker, men umiddelbart nej, lyder svaret på spørgsmålet om, hvorvidt knivstikket relaterer sig til Reality Awards.
Vagtchefen kan heller ikke oplyse, hvilken tilstand den 32-årige mand er i, men han fortæller, at hans familie er underrettet.
- Vi har fat i flere vidner, og er i fuld gang med at indsamle videoovervågning, siger Dyre Sønnicksen.
Politiet modtog anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 19.13.