Politiet: Forsvundne Oliver er formentlig faldet i Limfjorden
En 21-årig mand, som har været forsvundet siden natten til fredag i sidste uge, betragtes som omkommet.
Det oplyser Nordjyllands Politi tidligt torsdag morgen.
Det er politiets klare opfattelse, at den 21-årige Oliver, der sidst blev set på Toldbods Plads i Aalborg efter en bytur, er faldet i Limfjorden.
Som følge heraf betragter politiet ham som værende afgået ved døden ved en ulykke.
Det er blandt andet indsamlet videomateriale, der ligger til grund for politiets konklusion.
Nordjyllands Politis oplyser nemlig, at man i forbindelse med efterforskningen har indhentet og gennemset store mængder af videomateriale.
Hunde leder i vandet
Og her er der en videoovervågning, der viser, at den unge mand faldt i vandet, hvorefter efterforskningen også har påvist, at hans mobiltelefon kort efter slukkede.
- Vi betragter det derfor som en meget tragisk ulykke – men vi fortsætter naturligvis vores eftersøgning i morgen efter den unge mand, lyder det fra lederen af efterforskningen, vicepolitiinspektør Sune Myrup.
Politiet vil derfor torsdag have synlige tiltag i det offentlige rum med blandt andet vandsøgshunde samt både med politipatruljer i Limfjorden.
Intet peger i retning af, at der er sket en forbrydelse i forbindelse med Olivers forsvinden.